Det er 171 dage siden, protesterne brød ud i Iran. Selvom de fortsætter, er de siden januar stilnet af og blevet mere sporadiske, fortæller Iran-ekspert Claus Valling Pedersen – og kommer med et stort 'men':

»Der skal ikke meget til, før det hele blusser op igen. Og måske vi netop nu står og kigger på den potentielle antænding,« siger han.

Nemlig den målrettede forgiftning af over 1.000 studerende – især piger – som har stået på siden november, men som Irans viceundervisningsminister først italesatte sidste uge.

Her sagde han, at pigerne er blevet forgiftet af nogen, der ønsker landets skoler – herunder især pigeskoler – lukket. Man ved endnu ikke, hvem der står bag forgiftningerne, men regimet selv siger ifølge CNN, at det er 'Teherans fjender'.

Lørdag fandt en protest mod forgiftningerne sted foran Undervisningsministeriet i det vestlige Teheran – en protest, der udviklede sig til en anti-regeringsdemonstration, ifølge en video bekræftet af Reuters.

»Basij, vagter, I er vores Daesh,« råbte demonstranter og sammenlignede Revolutionsgarden og andre sikkerhedsstyrker med terrorgruppen Islamisk Stat.

Og det er netop det, forsker og lektor med speciale i Iran-studier og persisk ved Københavns Universitet Claus Valling Pedersen forudser, kan sprede sig til resten af landet og antænde det gamle bål.

»Der var en iransk sociolog, der i en af de iranske aviser sagde, at der ligger et lag af aske ud over hele Iran – og gløderne ulmer under det. Det kan godt blusse op. Og sådan en ting som forgiftning af skoleeleverne kunne godt være det, der får det til det,« siger Claus Valling Pedersen og fortsætter:

»Især hvis regimet ikke gør noget ved det.«

Og hvad skulle eller kunne regimet gøre ved det?

»Enhver kritik af det offentlige, som værende myndigheder, politi og så videre, det falder tilbage på regimet – derfor siger regimet i starten 'det er hysteri, der er nok ikke noget'. Men nu er det blevet så omfattende, at det ikke længere kan fejes ind under gulvtæppet.«