I løbet af bare tre dage har en syrisk kvinde to gange måttet reddes ud fra murbrokkerne fra hendes jordskælvsramte hjem.

Da jordskælvet ramte hendes hus i Jindayris første gang, var kvinden, ved navn Dima, gravid i syvende måned, beretter BBC.

Hun pådrog sig mindre skader og fødte senere samme dag en lille dreng, der fik navnet Adnan, på et hospital i Afrin, som er støttet af Syrian American Medical Society (SAMS).

Herefter vendte Dima og den nyfødte tilbage til huset – kun for, at det tre dage senere faldt helt sammen. Redningsfolk bragte herefter Adnan, der var i en kritisk tilstand og led af alvorlig dehydrering og gulsot, tilbage til hospitalet, hvor Dima ligeledes blev behandlet for alvorlige rygskader.

Dr. Abdulkarim Hussein al-Ibrahim, der er børnelæge på hospitalet, fortalte til BBC, at den nyfødte reagerede godt på behandlingen og at hans tilstand blev 'væsentligt forbedret'.

»Vi mader ham bare og forsyner resten af ​​hans behov gennem intravenøse drop,« lyder det desuden fra børnelægen.

Dima er nu udskrevet fra hospitalet og bor i telt sammen med sin mand, Abdul Majid, og deres ni niecer og nevøer. Hver dag rejser hun til byen Afrin for at besøge Adnan.

Mere end 35.000 mennesker er blevet dræbt i Syrien og Tyrkiet, siden jordskælvet med en styrke på 7,8 ramte det sydlige Tyrkiet 6. februar.

Andre læser også