Kurt Einar Voldsleth hører skrig. En mand kommer løbende, og han løber efter. Der er panik i gaden.
»Så kigger jeg op, og så står der en mand og hugger en ting i en dame eller en pige. Om det var en kniv eller et andet våben, ved jeg ikke,« siger han i et interview med B.T., som er til stede i Kongsberg.
Kurt Einar Voldsleth var vidne til de grusomme handlinger, der ramte den norske by Kongsberg onsdag aften, da danske Espen Andersen Bråthen angreb med bue og pil og andre våben. Fem blev dræbt og tre såret.
Kurt Einar Voldsleth var lige kommet hjem fra en indkøbstur, da de paniske skrig fra Hyttagata mødte ham.
»Der var en masse blod og skrig. Det var sådan et dødsskrig, som jeg aldrig har hørt før. Det var grusomt,« siger han.
Kort efter fløj der helikoptere over tagene, og hele gaden var fyldt med blå blink og politi.
Kurt Einar Voldsleth fandt 20 pile, en kraftig jagtbue og en cirka 30 centimeter lang skede til en kniv ude foran, som han senere på aftenen overleverede til politiet.
Norsk politi har oplyst, at gerningsmanden brugte flere våben under angrebet, men foreløbig har politiet kun udspecificeret, at et af dem var bue og pile. Politiet har ikke bekræftet, at en kvinde blev stukket med en genstand.
»For at sige det helt ærligt, så tror jeg aldrig, at jeg kommer mig over skrigene og det, jeg så,« siger Kurt Einar Voldsleth.
Kurt Einar Voldsleths underboer hørte også skrigene ude fra gaden onsdag aften.
»Der var kaos. Hele gaden var blå blink. Vi så politi og ambulancepersonale komme løbende. Vi var virkelig bange. Jeg er stadig ret bange. Det er ikke noget, der går hurtigt væk,« siger han.
Armantas Dragunas og hans kæreste har boet i lejligheden i et år og beskriver området som et af de mest rolige i byen.
»At det sker her er virkelig vanvittigt,« siger han.
Kongsberg er som lammet af chok efter det voldsomme angreb. Store dele af byen er afspærret af rødt og hvidt politibånd, og her er usædvanligt stille.
På den modsatte side af gaden står en ældre dame. Hun peger ind i sin opgang og fortæller med lav stemme, at hendes kvindelige underbo er blandt de dræbte. Det samme er en anden person, som også var i lejligheden, siger hun.
»Jeg forstår det ikke,« siger hun.
Hendes stemme bævrer.
Inde i opgangen vidner underboens dør om, at politiet har arbejdet på stedet. Der er tape på døren, og på dørkarmen er der et stort mørkt område, hvor politiet har taget fingeraftryk.
Ude på gaden står brandmænd med store slanger og spuler blod væk fra gaden. En betjent på stedet fortæller, at der havde været mange mindre blodpletter og et par store.
Ifølge norsk politi trængte gerningsmanden ind i private hjem og dræbte nogle af sine ofre der, mens andre blev slået ihjel på åben gade. Han skal have gået efter tilfældige personer.
Længere nede ad gaden er der to gerningssteder mere.
Foran en lilla dør står der roser og levende lys, og det samme står få meter derfra foran et galleri.
I huset med galleriet arbejdede og boede en kvinde, der var kunstner. Hun er blandt de dræbte, fortæller 49-årige Laila Laursen, der kendte hende.
Hendes 22-årige datter, Lene, var tætte veninder med den dræbte kvindes datter. Kvinden havde været som en ekstra mor for Lene, som var kommet meget hos dem.
»Hun har været min datters reservemor,« fortæller Laila Laursen.
Ikke mere end nogle hundrede meter fra gerningsstederne bor drabsmanden, som er opvokset i Norge og har en dansk mor og en norsk far.
Hans hjem ligger gemt inde bag et hegn, og ude foran hænger der en grøn, faldefærdig postkasse med hans navn: Espen Bråthen.
Inde bag hegnet er et stort område foran hans dør afspærret med politibånd, og der er tape flere steder på hans dør.
En mand, der bor lige ved siden af, bliver chokeret, da han finder ud af, at drabsmanden er hans genbo.
»Jeg får kuldegysninger. Jeg er i chok,« siger han.
På den anden side af en gammel bro, der opdeler byen, er hundredvis af byens borgere stimlet sammen ved en mindeplads for ofrene.
De tænder lys og lægger blomster. Står i stilhed og holder om hinanden.
To kvinder giver hinanden et langt kram.
»Vi er i chok. Vi er en lille by, hvor alle ved, hvem folk er,« siger May Wenche, der står med sin hund.
Den anden kvinde, Wenche Nielsen, fortæller, at byen er som en lille kardemommeby.
»Vi havde ikke troet, at sådan noget kunne ske her. Det har altid været trygt og godt,« siger hun.
»Det skal det fortsætte med. Den frygt, som nogen vil skabe, skal ikke have lov at få fat,« siger hun.
