I 1973 blev en romersk statue af guden Dionysos stjålet sammen med 5.000 romerske mønter.

Og nu knap 50 år senere er den vendt tilbage til rette ejermand, nemlig til det franske museum Musée du Pays Châtillonnais, hvor den dengang blev udstillet.

Det skriver BBC.

Det var kunstdetektiven Arthur Brand, der fandt frem til statuen.

Han beskrev, at en kunde havde kontaktet ham for at høre mere om statuen, som han var blevet tilbudt af en østrigsk samler, og som i øvrigt havde købt den lovligt og i god tro.

Brand fandt en henvisning i et arkæologisk magasin, der dateres tilbage til 1927, og fransk politi fandt derefter deres rapport fra tidspunktet for tyveriet.

Han kontaktede den østrigske samler, som blev chokeret og hurtigt meldte ud, at han ikke ønskede at have et stjålet stykke i sin samling.

Han gav det derfor tilbage til det franske museum.

Kunstdetektiven har opbygget et ry for at spore stjålne mesterværker rundt om i verden, og museet var også mildt sagt forbløffet, da han fortalte dem, at han havde sporet sig frem til deres forsvundne statue.

Det samme var han egentlig også selv.

»50 år efter et tyveri er det nærmest usandsynligt, at noget kommer tilbage – normalt er det blevet ødelagt,« fortalte han til BBC.

Den 40 cm statue blev opdaget i ruinerne i den romerske landsby Vertillum i det østlige Frankrig i 1894 og senere var den med på en Paris-udstilling af Frankrigs fineste kunstværker.