I dag for 70 år siden blev verden forandret af et blændende glimt over Hiroshima. Næsten ingen i Japan mener, at bomberne over Hiroshima og Nagasaki kan retfærdiggøres.
Filmen af Hiroshima er skudt af amerikansk militær ni måneder efter bomben og burde være fast pensum i grundskoler i den ganske verden.
På det tidspunkt er alle lig ryddet af vejen. Til gengæld er billederne i farver og uden lyd, hvilket blot gør oplevelsen mere kuldegysende.
Én ting er panoramabillederne af militær- og industribyen, der dengang husede knap 400.000 mennesker: Et støvet landskab af total destruktion kun med skallerne af enkelte oprejste betonbygninger. Noget andet er nærbillederne. For eksempel billedet af en træstige, der står lænet op af en gasbeholder af jern.
Men billedet snyder. Der er ingen stige længere, kun dens skygge – brændt ind i beholderen, som har tusind sole skinnet på den.
I et andet nærbillede sidder en mand i solen på trappen foran Sumitomo Bank. I et klip forsvinder manden, men en menneskelig »skygge« er stadig at se på trappetrinnet: Den brændemærkede profil af et menneske, der sad der og nød morgensolen – blot for at blive omdannet til aske.
Det skete i et splitsekund en solrig og varm augustmorgen for nøjagtig 70 år siden. Forretningsdrivende var i gang med at feje fortovet foran deres butikker, og i skolerne havde eleverne netop sat sig bag pultene i deres skoleuniformer.
580 meter over Hiroshimas industri-udstillingsbygning og dermed direkte over byens centrum gik en kædereaktion i gang i en fire ton tung atombombe, der kort forinden var blevet nedkastet fra det amerikanske bombefly Enola Gay. På et øjeblik steg temperaturen i bombens kerne til næsten en million grader, og hele Hiroshima blev badet i et blændende lys.
Op til 600 meter fra hypocenteret smeltede næsten alt — fra jern til keramik. I en radius af op til tre kilometer blev praktisk taget alt blæst omkuld af chokbølgen, træhuse selvantændte i den intense hede, og menneskers hud blev brændt som kød, der er glemt på grillen.
Bagefter flød Ōta-floden af lig. Tusinder havde forsøgt at undslippe heden ved at kaste sig i floden. Blot for at opdage, at vandet var kogende.
Mindst 70.000 mennesker, herunder tusinder af skolebørn, omkom næsten øjeblikkeligt. Endnu flere døde i dagene, månederne og årene efter af brandsår, kvæstelser og radioaktiv stråling. Dertil kom atombomben bare tre dage senere over Nagasaki, hvor op mod 80.000 endte med at dø.
Læs også:
Tiden læger ingen sår
70 år kan synes som lang tid. De fleste, der overlevede dommedagsglimtet, er her ikke længere. Og Hiroshima er i dag forvandlet til en moderne og behagelig millionby, hvor begejstringsbrølene fra byens store baseballstadion uden besvær kan høres lige uden for den nærliggende såkaldte A-dome – ruinresten af den gamle udstillingsbygning, der er bevaret som monument lige under bombens hypocenter.
Men verden kommer aldrig til at glemme a-bomberne over de to japanske byer. Hvilket ikke blot skyldes, at det var første og hidtil eneste gang, at det uhyrlige våben er brugt mod mennesker. Årsagen er også, at Hiroshima og Nagasaki til stadighed minder os om, at mennesket som den første art i Jordens historie har opnået en ødelæggelseskraft, der i princippet er stor nok til at udslette ikke bare sig selv, men alt liv.
I Japan forsvinder de nukleare sår næppe nogensinde. Der lever stadig tusinder af såkaldte hibakusha – overlevende fra bomberne. Ifølge en aktuel undersøgelse i den japanske avis Asahi Shimbun slås over halvdelen af alle hibakusha fortsat med angst og stress som følge af deres 70 år gamle oplevelse, herunder angst for at den radioaktive stråling stadig gnaver i deres gener og øger kræftrisikoen.
Tilmed blev det atomare mareridt atter vakt i det befolkningsrige land, da reaktorer på atomkraftværket Fukushima Daiichi nedsmeltede efter kæmpejordskælvet i 2011 og skabte den største kernekraftulykke i verden siden Tjernobyl i 1986. Dertil kommer en stigende atomvåbentrussel fra det aggressive og nærliggende diktatur Nordkorea samt voksende territoriale spændinger mellem Japan og atomstormagten Kina.
Det sidstnævnte er medvirkende til, at Japans regering under ledelse af premierminister Abe er begyndt at åbne for en mere militaristisk fortolkning af landets i vidt omfang amerikansk formulerede og meget pacifistiske grundlov.
Dagen før Hiroshima-årsdagen skabte Japans forsvarsminister, Gen Nakatani, furore i oppositionen og blandt utallige fredselskende japanere, da han udtalte, at regeringen ikke udelukker en lovændring, der vil gøre det muligt for japanske styrker at transportere atomvåben for andre nationers militær. Ifølge Reuters var han imidlertid hurtig til at undskylde bemærkningen og understrege, at det med landets nuværende antiatomare grundlov i realiteten ikke vil være muligt alligevel.
Retfærdig atomrædsel?
Imens viser en dugfrisk Gallup-måling i USA og Japan, at der er stadig mindre opbakning til ideen om, at de amerikanske atombombesprængninger over Japan i 1945 var retfærdige. I 1991 var der moralsk opbakning til a-bomberne fra næsten to tredjedele af amerikanerne og lille tredjedel af japanerne. I dag mener »kun« 56 procent af amerikanerne og 14 procent af japanerne, at bomberne over Hiroshima og Nagasaki kunne retfærdiggøres.
I 70 år har konsensus været, at atombomberne sparede menneskeliv, fordi de tvang Japan til kapitulere bare ni dage efter den første dommedagsbombe. Men det betvivles af et stigende antal historikere.
Bl.a. peger man på, at Rusland erklærede Japan krig 8. august 1945, altså to dage efter Hiroshima og dagen før Nagasaki. Ifølge eksperter som historieprofessor Yuki Tanaka fra universitetet i Hiroshima var det snarere den udfordring end atombomben, der fik bægeret til at flyde over i det øverste krigsråd i Tokyo.
Man havde hverken maskinel eller tropper til endnu en blodig krig og frygtede, at de russiske styrker ville invadere Tokyo og slå kejseren ihjel og dermed aflive hele det guddommelige kejserrige. Hvorfor man – atombomber eller ej – under alle omstændigheder ikke havde andet valg end at lade kejser Hirohito gå i æteren 15. august og med sin svage stemme udtale de legendariske ord om, at japanerne nu må »bære det ubærlige og udholde det uudholdelige«.
I dag mindes titusinder af mennesker i Hiroshima den måske mest uudholdelige stund i verdenshistorien.
8Den nævnte farvefilm kan ses ved at skrive 8»Hiroshima color silent« i en netsøgning.
