Kaos og destruktion kan meget vel være konsekvensen, når en kategori 5-tyfon ventes at ramme den lille filippinske ø Chebu om få timer. Flere danskere på øen sidder afventende på deres hotelværelser og ser nervøst ud af vinduet.

For sidst en tyfon ramte øen for et års tid siden, kostede det godt 1.200 mennesker livet. Og der hed kategorien fire.

Alligevel har 20-årige Christoffer Pedersen, der til dagligt arbejder på øen i et callcenter, ikke rigtig mærket panikken brede sig på den filippinske ø Chebu. 

- Det har faktisk gået lidt hen over hovedet på os. Det var min mor, der ringede til mig. Hun har en app på sin telefon, hvor hun kan se nyheder fra det sted, jeg bor. Så ringer hun og spørger, om jeg er i sikkerhed og taler om den her tyfon. Mine danske kolleger og jeg går så på nettet og læser om det på CNN, og så går det pludselig op for os, hvad der skal ske, siger Christoffer Pedersen til bt.dk.

På trods af den sidste tyfon kostede så mange menneskeliv, er de apokalyptiske scener med panik og kaos udeblevet.

- Der sidder stadig filippinere og arbejder på vores kontor. De tager det helt, som det kommer. Når man spørger folk til det, så er de faktisk ret bekymrede. Vores kok på arbejde, som vi kalder 'mama', hun siger, at det er en rimelig alvorlig situation. De er ikke vandt til det her. Det er de jo i Manila. Så ja, hvis man spørger folk til det, så tager de det alvorligt, siger Christoffer Pedersen.

Han beskriver videre, hvordan de lokale myndigheder er gået i gang med at evakuere civile hen på aftenen, da regnskyllene og blæsten for alvor er taget til. Specielt filippinere, der bor i nærheden af kysten,  bliver evakueret længere ind på øen.

Christoffer og hans venner sidder nu og venter på, hvad der end må komme. De sidder på samme hotelværelse, så de er sikre på at kunne få mad, vand og forhåbentligt elektricitet.

- Jeg tager det, som det kommer. Jeg er meget spændt lige nu. Jeg spurgte folk tidligere, om man måske skulle tage op i bjergene for at være mere sikker. Det siger de, er en ret dårlig idé pga. jordskred osv. Så nu er vi fire, der har samlet os på mit hotelværelse. Så kan vi få mad og drikke, hvis det går galt, og så kan vi forhåbentlig stadigvæk holde kontakt med bekymrede hjemme i Danmark via internettet, siger Christoffer Pedersen.