Sammenligner man med storebroren Aarhus og andre storbyer rundt om i verden, så klarer trafikanterne i Odense sig ikke bare dårligt.

Nej, de klarer sig ekstraordinært dårligt.

Det er mere eller mindre, hvad man kan udlede af tal for hændelser, hvor letbanen er tæt på sammenstød med andre trafikanter i Odense.

»Det har faktisk været ekstraordinært højt. Det er markant højere, end vi har set både i Aarhus og andre sammenlignelige Keolis-netværk rundt om i verden,« siger letbanedirektør i Keolis, Thomas Brændstrup, til DR P4 Fyn.

Siden oktober har Keolis, der skal drifte letbanen og har ansvaret for dens togførere, registeret næsten 1.000 såkaldte nærvedhændelser.

Hændelser, hvor gående, cyklende eller kørende trafikanter har været faretruende tæt på at støde sammen med et letbanetog.

»Jeg tror personligt, at folk måske ikke har været så opmærksomme på, at letbanen er startet op og kører i fuld drift,« siger direktøren til radiostationen.

På trods af de mange nærvedhændelser, så er det 'heldigvis' kun fem gange, at det er gået helt galt.

Fem gange er der indtil videre sket uheld, som letbanen har været involveret i.

Senest for en uge siden, hvor en bilist skulle have foretaget et venstresving over letbanens spor på et sted, hvor venstresving netop var forbudt.

Ingen kom til skade ved uheldet, der ellers på billederne så voldsomme ud, da sammenstødet resulterede i et væltet lyssignal.

Til B.T. har Thomas Brændstrup tidligere fortalt, at erfaring fra Aarhus, hvor Keolis også driver letbanen, viser, at 99 procent af letbanes uheld skyldes andre trafikanter.

»Det er en stejl læringskurve for trafikanterne, når letbanen begynder at køre i en by. Vi får hver dag meldinger fra vores letbaneførere om farlige situationer forårsaget af uopmærksomme trafikanter,« lød det fra direktøren i slutningen af december.