»De er noget chokerede over den her hændelse.«

Det siger letbanedirektøren i Keolis, Thomas Friis Brændstrup, der er ansvarlig for driften af Odense Letbane, til B.T. torsdag.

Det var en instruktør og en elev under uddannelse som letbanefører, der onsdag eftermiddag befandt sig i det letbanetog, der påkørte en fodgænger i Odense.

Ingen af de to er kommet fysisk til skade, men de er påvirkede af uheldet, der skete klokken 16.40 i krydset ved Ørbækvej og Stærmosegårdsvej.

»Vores eget beredskab var fremme et kvarter efter uheldet og besigtigede skaderne og talte situationen igennem med letbaneførerne fra toget. Her vurderede vi også, om de havde brug for krisehjælp,« siger letbanedirektøren.

»Og de havde brug for at snakke det igennem med en psykolog.«

Torsdag har letbaneoperatøren opfølgende samtaler med de to ansatte, der ifølge direktøren ikke skal køre, før de klar til det igen.

Uheldet får direktøren til at komme med en opfordring til odenseanerne om at begynde at kigge op.

Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Erfaringen fra Aarhus, hvor vi også driver letbanen, er, at 99 procent af letbanens uheld skyldes andre trafikanter,« siger Thomas Friis Brændstrup, der ikke vil udtale sig om skyld i onsdagens uheld, da Fyns Politi er i gang med at undersøge hændelsen.

»Det er en stejl læringskurve for trafikanterne, når letbanen begynder at køre i en by. Vi får hver dag meldinger fra vores letbaneførere om farlige situationer forårsaget af uopmærksomme trafikanter.«

Der vil uundgåeligt ske flere uheld i fremtiden. Hvad gør I for at forberede jeres ansatte bedst muligt på den situation?

»Vi uddanner dem ordentligt og træner dem i det, vi kalder defensiv kørestil. Vores folk er ekstremt opmærksomme på deres omgivelser. De skal hellere bremse en gang for meget end en gang for lidt, og så har vi et beredskab klar til at tage hånd om de ansatte, hvis der alligevel skulle ske et uheld.«

De implicerede letbanefolk er dog ikke de eneste, der er mærket af personpåkørslen onsdag. Odense Letbane, der har Keolis som sin driftsoperatør, sendte onsdag sine tanker til den tilskadekomne i et Facebook-opslag.

'Vi er naturligvis meget berørte over, at en fodgænger er kommet til skade i forbindelse med én af vores træningskørsler,' siger Dan Ravn, chef for drift og vedligehold ved Odense Letbane.

Vagtchefen ved Fyns Politi kan torsdag morgen ikke give nyt i sagen. Heller ikke om fodgængerens tilstand.

Meldingen onsdag aften var dog, at manden er uden for livsfare og kørt på Odense Universitetshospital.