Den opmærksomme Tour de France-seer har nok bemærket det.
For de seneste to uger har den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard vist et nyt look frem på de franske landeveje.
Danskeren har nemlig ladet skægget – i særdeleshed overskægget – gro undervejs.
Men tirsdag havde han dog pludselig fjernet det hele, inden han trillede afsted på 16. etape af verdens største cykelløb. Og det er der en helt særlig årsag til.
For efter søndagens vilde bjergetape, hvor han blev nummer to efter Tadej Pogacar, fik han besøg af sin hustru, Trine, og datteren, Frida, i Frankrig.
Et besøg, der tilsyneladende betød, at mandagens hviledag - for Jonas Vingegaards vedkommende - måtte bruges på at finde barbermaskinen frem.
For det skæg gad hustruen åbenbart ikke at se på.
»Jeg har fjernet mit skæg, ja. Det var chefen (hustruen Trine, red.), der kom. Så røg det,« griner danskeren, da B.T. spørger ham ind til det 'gamle' look.
Den forsvarende Tour-vinder er i øjeblikket over tre minutter efter sin slovenske ærkerival, Tadej Pogacar, i det samlede klassement.
Og derfor skal danskeren håbe på lidt af et mirakel, hvis han skal vinde løbet for tredje gang i træk.
Jonas Vingegaard tror dog stadig på, at han kan knække sloveneren i den sidste uge af Touren, slår han fast inden tirsdagens etape:
»Man skal jo på nuværende tidspunkt se de muligheder, der nu engang er. Og hvis der opstår muligheder i dag (tirsdag, red.), så skal man tage dem.«
»Der er stadig to store alpeetaper tilbage, og jeg tror stadig på, at jeg kan gøre det. Det har historien vist. Vi må jo bare blive ved med at prøve,« lyder det videre.
Du kan følge tirsdagens etape i B.T.s liveblog LIGE HER.
Efter 28 minutter af dagens afsnit 'Touren på Bagsædet' gæster Jesper Skibby programmet og fortæller om sit forhold til Touren, men også om den danske rytter, han ser sig selv i. Du kan høre podcasten og følge den på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: