Et angreb uden meget formål fra Tadej Pogacar har fået flere eksperter til at rynke på brynene over slovenerens ageren på 17. etape.
Og nu stemmer Tom Dumoulin, der tidligere har kørt med Jonas Vingegaard på Jumbo-Visma, i koret af kritikerne.
Han mener, at onsdagens forskellige Pogacar-angreb på Jonas Vingegaard - der er over tre minutter efter sloveneren i klassementet - kun handler om, at manden i gult vil drille, stikke og irritere danskeren, der tydeligt er i tovene.
Det slår hollandske Dumoulin fast overfor mediet NOS, skriver Cyclinguptodate.com.
»Det er rent bluff - det handler bare om at demonstrere hans egen styrke. Pogacar er tre minutter foran, så han har ikke brug for at gøre det. Det er bare for at irritere Vingegaard, og det handler om arrogance,« siger Vingegaards tidligere holdkammerat.
Pogacars angreb på den næstsidste stigning og hans sprinten fra Vingegaard i finalen for at vinde to sekunder er et udtryk for, at Pogacar fører mental krig mod danskeren, mener Dumoulin.
»Pogacar kan ikke holde ud, at han er blevet slået to år i træk. Nu er han endelig tilbage i rollen som chef, og han har benene til at såre Vingegaard. Så han tænker: Nu kommer det hele tilbage til dig,« vurderer hollænderen, der stoppede karrieren i 2022.
Tom Dumoulin og Jonas Vingegaard var holdkammerater på det hollandske cykelhold fra 2020-sæsonen og til Dumoulin stoppede karrieren.
Netop nu er 18. etape af Tour de France i gang - og du kan følge alt omkring den her i B.T.s liveblog.
En mystisk figur, der ved alt om Pogacars forberedelser og lækker en masse indhold, spøger lige nu ved Touren. Han kalder sig ‘mou,’ og du kan høre meget mere om ham i dagens afsnit af ‘Touren på Bagsædet.’ Du kan høre podcasten og følge den på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: