Hans børn mangler nok ikke ligefrem noget.
Eller... det skulle da lige være en mobiltelefon, ligesom mange af deres jævnaldrende render rundt med.
Men sådan er det ikke hjemme hos superstjernen Novak Djokovic.
Den serbiske tenniskonge og hustruen, Jelena, nægter nemlig at give deres to børn, niårige Stefan og syvårige Tara, mobiltelefoner, selv om resten af børnene på deres skole har én. Og det skaber da også et par konflikter i hjemmet, siger Djokovic til Blic.
»Mine børn har stadig ikke mobiltelefoner, så min kone og jeg kæmper,« lyder det fra den 24-dobbelte grand slam-vinder.
Serberen har været verdensberømt i næsten 20 år, og derfor ved han om nogen, hvad blandt andet sociale medier kan medføre af negative ting i tilværelsen.
»Nutidens generation har mange udfordringer. Før var der ingen sociale medier, men nu kigger alle bare på deres telefoner. Vi lever i en digital tidsalder, og den teknologiske udvikling er utrolig,« lyder det fra Djokovic.
Og derfor lever det serbiske tennisikon med, at han en gang imellem må tage et par kampe med sine børn, når de plager om at få mobiltelefoner:
»De siger, at alle på skolen undtagen dem har fået én. På mange måder er det sådan, at hvis flokken går den ene vej, skal man følge med... Jamen, sådan behøver det ikke at være.«
»Det er noget, der adskiller os fra andre. Vi er stædige – både på en positiv og negativ måde,« afslutter han.
37-årige Novak Djokovic har vundet hele 24 grand slam-titler i karrieren.
Og denne sommer blev det desuden til guld ved OL i Paris.