»Jeg troede, jeg skulle miste livet i fængslet.«

Sådan lyder den skræmmende besked fra tennislegenden Boris Becker.

Den skandaleramte Becker har til den tyske tv-station Sat.1 fortalt om sin tid i fængsel i England.

Og her kommer der opsigtsvækkende detaljer på bordet om tyskerens otte måneder bag tremmer i først Wandsworth og siden Huntercombe.

Boris Becker vandt Wimbledon tre gange i karrieren blandt flere andre store titler.
Boris Becker vandt Wimbledon tre gange i karrieren blandt flere andre store titler. Foto: firo Sportphoto
Vis mere

»Det, som jeg senere fandt ud af, var, at en drabsmand ønskede mine penge og min frakke. Han truede med at dræbe mig, hvis han ikke fik det,« fortæller Becker om tiden i skrækfængslet Wandsworth.

Den fallerede tennisstjerne oplevede en lignende episode i Huntercombe, hvor han også blev truet af en anden indsat, der var dømt for drab.

»Men den indsatte undervurderede, at de andre indsatte ville hjælpe mig. De truede ham. De reddede mit liv,« fortæller en tydeligt rørt Becker, der også påpeger, at fængselsledelsen gjorde, hvad den kunne, for at holde ham tryg bag murene.

I det lange interview med Sat.1 fortalte Becker også om det skæbnesvangre øjeblik, hvor han skulle sige farvel til sin kæreste, Lilian de Carvalho Monteiro. Det kan du læse mere om HER.

Becker blev sendt i fængsel i april.

Dommen lød på 2,5 år, efter han blev erklæret konkurs og sidenhen gemte værdier for 22 millioner kroner for myndighederne.

Men i sidste uge blev han løsladt og udvist af Storbritannien.