Den bare 19-årige canadiske tennisspiller Eugenie Bouchard slog sig natten til tirsdag videre til semifinalen i Australien Open.

Den unge canadier har imponeret stort i sin første Australien Open, og nu er den 30. seedede Eugenie Bouchard blandt de sidste fire down under.

I kvartfinalen gjorde hun det af med serbiske Ana Ivanovic. Bouchard tabte dog første sæt med 7-5, men kom tilbage i andet, som hun vandt med samme cifre, da Ivanovic lavede en dobbeltfejl.

Serberen blev to gange behandlet for en hofteskade, og tredje sæt var da heller ikke lige så tæt, som Bouchard vandt med 6-2.

Ivanovic, der var seedet som nummer 14, havde tidligere i turneringen overrasket med at slå verdensetteren Serena Williams ud af turneringen, men nu blev hun selv offer for en overraskelse.

Det er ikke kun på grund af sit flotte spil, at Eugenie Bouchard har vakt opsigt ved årets Australien Open. Også hendes smukke ydre har fået flere til at spærre øjnene op.

Den unge canadier har allerede prydet flere magasinforsider i hjemlandet, og hun blev forleden fejret som 'WTA newcomer of the year'.

Selvom hun ikke har nået verdenstoppen helt endnu, har hun dog også allerede deltaget i Nike-reklamer med Maria Sharpova og Roger Federer.

'Genie', som hun bliver kaldt, møder i semifinalen kinesiske Li Na, der i sin kvartfinale vandt en let sejr på 6-2, 6-2 over italienske Flavia Pennetta.