B.dk har i et lille døgns tid hængt ud på Googles nye sociale netværk, der skal konkurrere med Facebook. Læs her om oplevelsen.

Der er gnister, strøm og hangouts - og så venter der en ganske anderledes og noget mere privatlivsvenlig brugeroplevelse på Googles nye, sociale tjeneste, Google .

Sådan lyder konklusionen efter at b.dk i et lille døgns tid har haft en profil på netværket, der er den første store udfordrer til Facebooks globale dominans.

Tirsdag aften åbnede Google forsigtigt dørene op for første gang - ganske overraskende, for ingen havde på forhånd opsnuset, at Google var så tæt på at lancere en egentlig Facebook-konkurrent.

Tydelig front mod Facebook

Når man får sin debut på Google , er det tydeligt, at Google har åbnet en flanke mod en af Facebooks absolut ømmeste punkter. Facebook er igen og igen og igen blevet kritiseret for at det er alt for svært at styre sine privatlivsindstillinger, og at det efterhånden er blevet så kompliceret, at de færreste ved, hvor mange mennesker der reelt har adgang til de ting, man lægger.

Det betyder i praksis, at man ikke ved, om chefen eller andre uvedkommende personligheder læser med over skulderen.

Her er Google ganske anderledes. Netværket er nemlig opbygget omkring de såkaldte cirkler, som er udgangspunktet for al interaktion med vennerne. Disse cirkler opretter og definerer man selv - og hvergang man tilføjer en ven, eller nogen tilføjer en, skal man angive, hvilken cirkel man ønsker at putte personen i. 


http://www.youtube.com/watch?v=xwnJ5Bl4kLI&feature=player_embedded

Cirkler over det hele

Således kan man oprette cirklen "uvedkommende" til chefen og ex-kæresten, alt imens mor og tante Agathe kan ryge i cirklen "familie" og vennerne i venne-cirklen.

Hver gang man foretager sig noget på Google skal man samtidig vælge, hvilke cirkler, der skal kunne se det man er i færd med at lægge op. Og her kan man så blot undlade at dele noget med sin mor og sin chef.

Cirkel-systemet er umådeligt elegant og brugervenligt udført, og dermed også næsten idiotsikkert - og forbilledligt let i forhold til Facebooks snørklede indstillinger.

Gnister og strømme. Noget af det, man finder på Google kender man i forvejen - imens andre ting tydeligt illustrerer, at Google har sin rod i søgemaskineuniverset.

Lidt lånt og lidt nyt

Strømmen er et eksempel på noget der er lånt fra Facebooks nyhedsstrøm, hvor alt hvad vennerne foretager sig dukker op. En sådan har Google også - dog en anelse mere udbygget en Facebooks.

Endnu er Google i sine barnesko, og mange funktioner opdager man først løbende nytten af. En af nyskabelserne er dog Googles særegne 'Gnister', hvor man kan definere sine interesser og få nyheder, der passer til. Disse nyheder kommer i realtid - og det er tydeligt, at Google har forsøgt at tænke sin søgemaskine ind i systemet.

Hangouts og smalltalk

Google er i sin natur ikke en rendyrket nyskabelse, men bygger ovenpå en hel række andre Google-tjenester, og når man sidder med det mellem hænderne, er det svært at forstå, hvorfor Google ikke forlængst har lavet et social netværk. Tingene spiller nemlig ganske fint - og Google er på nogle områder en del mere avanceret og velfungerende end Facebook. Især hvis man kender Googles tjenester i forvejen.

To eksempler på dette er de såkaldte hangouts, der bygger på Googles almindelige chat-tjeneste, Google Talk. Vi har ikke testet hangout-funktionen til bunds, men ideen er, man kan aktivere sit webcam - og dermed skabe et rum, hvor andre brugere kan komme forbi og få en videochat. Da vi testede det, hang vi ud med Googles talsmand Christine, der ikke helt kom til sin ret. Trods rigelig båndbredde var billedet pixeleret, og hun så ud som om, at hun var eftersynkroniseret som i en tysk film. Her er der klart plads til forbedringer, omend Google skal have point for at bygge chatten ind.

Man kan også chatte via smalltalk-funktionen på mobilen, der integreres med en art gruppe-besked. Vi har ikke testet denne funktion, men den virker umiddelbart ret smart.

+1.

Hvor Facebook har 'synes godt om'-knappen, har Google ' 1'- knappen - altså en knap, hvormed man tilkendegiver, at man godt kan lide et eller andet. Hos Facebook er knappen mest et stykke sjovt legetøj - men hos Google får man faktisk et reelt udbytte af den. Tanken er nemlig, at ens øvrige fraternisering med Google skal tilpasses med social dimension, således at ens søgeresultater også sorteres efter, hvad man selv og vennerne har ' 1'et'. Hermed får Google en menneskelig dimension ind over søgningerne - hvilket er en meget nyttig, men også lidt skræmmende funktion.

På den måde er Google en slags kirsebær på toppen af en meget stor flødeskumskage, for næsten alt, hvad man foretager sig, har rod i en anden Google-tjeneste, som for eksempel billed-arkivet Picasa eller videotjenesten YouTube - men i høj grad også den mobile platform, Android.

På Android-platformen er Google født med en kæmpe vuggegave, fordi tjenestens basale teknologier i forvejen findes i Googles mobilsystem. Her kan blandt andet nævnes billed-delingsfunktioner og lokaliseringstjenester, hvor brugerne via mobilens GPS-chip kan angive overfor vennerne, hvor man præcist er.

Facebook bør ryste i bukserne

Der har været mange potentielle Facebook-konkurrenter, men ingen så potente og kapitalstærke som Google. Og selv om det længe har været rygtet at Google var på vej med sociale initiativer, er slutresultatet - Google - umådeligt overbevisende. Netop fordi Google ikke er en genopfindelse af den dybe tallerken, men blot en videreudvikling ovenpå eksisterende tjenester, er netværket anvendeligt fra dag 1, og man aner, at Google har mange planer med videreudvikling af tjenesten.

Nogle vil indvende, at Facebook allerede har opnået den kritiske masse, der får folk at blive hængende, fordi det er der, deres venner er - men også her har Google regnet den ud. Google integrerer nemlig både med de mennesker, man mailer med via sin Gmail-konto og kommunikerer med via sin Android-mobiltelefon. Dermed er alle ens venner på Google -netværket fra starten - de skal stort set bare overbevises som at aktivere tjenesten.

Skræmmende!

Denne skribent har længe været paranoid over at give sine personlige og private oplysninger til Facebook, der jo blot er en virksomhed, hvis moralske kodeks de færreste kender. Man aner groft sagt ikke, hvad Facebook indsamler om en, og hvad de bruger oplysningerne til efterfølgende.

Det gør man heller ikke med Google - og heller ikke Google kan sige sig fri for sager om privatlivs-krænkelser i flæng.

Til gengæld har de færreste et problem med at betro Google både sine videoer, søgeresultater, mails, billeder - og Android-mobiltelefonerne boomer på smartphonemarkedet, selv om Google meget tydeligt gør opmærksom på, at de indsamler oplysninger om Android-folkets gøren og laden.

Jeg er ikke 100 procent tryg ved Google , men af en eller anden grund føler jeg mig heller ikke overvåget på samme måde som jeg gjorde på Facebook. Måske fordi alle kender Google og fordi det er meget tydeligt, hvad Google bruger oplysningerne til - nemlig fortrinsvis til at vise stærkt personaliserede annoncer.

Samtidig har Google efter års kritik efterhånden lært at kommunikere mere tydeligt omkring hvad firmaet bruger data til - og det gør, at man føler sig lidt mere tryg end hos Facebook, hvor betingelserne og privatlivsindstillingerne ændres konstant, og hvor stifteren Mark Zuckerberg på forhånd har erklæret privatliv for en by i Rusland.

Konklusionen er, at Google i hvert fald indtil videre ser ud til at b-ive den første tjeneste, der vil formå at æde sig ind på Facebooks markedsandele og som - trods enkelte skønhedsfejl - fra starten har forsøgt at imødekomme den kritik, som Facebook bliver mødt af igen og igen.