To nye former for medicin forbedrer overlevelseschancerne for patienter med modermærkekræft. Et nyt medikament giver baghjul til kemoterapien, når det gælder om at kurere modermærkekræft, en meget agressive form for kræft.

Det nye lægemiddel, vemyrafenib, giver patienter med fremskreden modermærkekræft 63 procent bedre chance for at overleve, når de tog forsøgspillen, end hvis de fik kemoterapi, skriver Reuters. Pillen er udviklet af Roche og Daiichi Sankyo.

Resultatet blev fremlagt søndag under et møde i Chicago i The American Society of Clinical Oncology, en NGO af forskere, der siden 1964 har arbejdet for at forbedre behandling af og bekæmpe kræftsygdomme.

- En enestående forskel for patienterne, siger læge Paul Chapman fra Memorial Sloan-Kettering Kræftcenter i New York og ledende forsker i undersøgelsen til Reuters.

Ved samme begivenhed blev et andet lægemiddel mod modermærkekræft præsenteret. Bristol-Myers Squibb har udviklet Yervoy eller ipilimumab. Hvis personer med modermærkekræft, som ikke tidligere er blevet behandlet, tager medicinen, samtidig med at de modtager kemoterapi, viser undersøgelsen, at de lever to måneder længere.

Styrker immunforsvar og angriber celleforandringer

Yervoy virker på den måde, at det styrker patientens immunforsvar, så det bedre kan bekæmpe kræftsygdommen.

Vemurafenib modvirker celleforandringer i genet »BRAF«, som ofte findes i modermærkekræftsceller. Omkring halvdelen af alle modermærkekræftsceller har denne genetiske afvigelse, BRAF.

Efter tre måneders behandling med Vemurafenib havde patienterne 74 procent mindre risiko for fremskred i deres kræftsygdom, end hvis de havde været behandlet med kemoterapi.

- Det er en kæmpe forskel, udtaler læge Antoni Ribas, som er tilknyttet University of California, og som har forsket i vemurafenib, ligeledes også til Reuters.

- Selvom det fortager over tid, er det så ikke lige meget? siger han.

Svulsten svinder

Næsten halvdelen af patienterne med Roche-midlet oplevede, at deres kræftsvulst blev mindre, sammenlignet med 5,5 procent af kemoterapipatienterne.

Lægemidlets bivirkninger er hudeksem og ledsmerter. Desuden udviklede omkring 18 procent af patienterne en mild form for hudkræft.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse får ca.1300 personer i Danmark konstateret modermærkekræft om året, men antallet har været stigende de sidste år og stiger fortsat. På verdensplan lider 160.000 personer af modermærkekræft. Femårs overlevelsesraten er på 85 procent.

Roche forventer, at amerikanske og europæiske myndigheder ved godkende deres lægemiddel inden udgangen af året. Bristol Myers’ medicin blev godkendt til patienter, som ikke kan opereres eller med metastaser i modermærkekræften, i marts.