Mustafa "Mos" Abdellaoue bliver ny mand i OB og ventes at blive præsenteret i aften eller lørdag.
Der var høje forventninger til den daværende Tippeliga-topscorer, da FCK hentede Mustafa Abdellaoue i norske Vålerenga.Det er dog blevet småt med både spilletid og mål hos københavnerne, så "Mos" rykker nu i stedet til OB i sin søgen efter Superliga-minutter, erfarer BT.
Det er ikke BT bekendt, om han skifter på en permanent aftale eller en lejeaftale, men udgangspunktet for FCK har været, at man ville sende nordmanden på udlån i en dansk klub.
- Han er meget tæt på at blive enig med en dansk klub, men af forretningsmæssige hensyn kan jeg ikke sige mere end det, siger Stig Lillejord, der er agent for FCK-angriberen.
Abdellaoue vil være på TREFOR Park i Odense i aften, når OB tager imod AGF, og fynboerne vil enten fredag aften eller lørdag annoncere skiftet.
Fire-fem Superliga-klubber har sværmet om angriberen, siden FCK i sidste uge meldte ud, at man vil lade Abdellaoue skifte til en Superliga-klub på en lejeaftale.
- Vi skal prøve at puste liv i Mos igen, men det bliver ikke her. Jeg sagde det til ham i dag. Det er vigtigt, at vi finder en klub til Mos nu, så vi arbejder med at leje ham ud til en klub i Danmark, før transfervinduet lukker om et par dage. Det er vigtigt for Mos, at han spiller, at han kommer ind i rytmen igen. Jeg ser jo til træning, at han er en goalgetter, men han skal spille regelmæssigt, sagde Solbakken til Aftenposten sidste torsdag.
AaB, Sønderjyske og OB har været blandt bejlerne, men nu er sidstnævnte løbet med Abdellaoues signatur.