Rimer moderne fodbold på vilkårlige anholdelser, kvindeundertrykkelse og tortur? Næppe.

Ikke desto mindre har både FC Midtjylland, FC København og Brøndby IF - de tre førende klubber i Danmark - valgt at afholde deres træningslejre i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Og dét land rimer ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch på de tre førnævnte ord. Blandt andre.

Fans fra Brøndby og FC København har på Twitter udtrykt misbehag over deres hjerteklubbers beslutning, som flere fans mener, strider imod klubbernes værdier.

Men debatten er mere nuanceret end som så, mener pressechef hos FC København, Jes Mortensen. Han mener ikke, at man kan sidestille en træningslejr til Dubai med at være for brud på menneskerettigheder.

Han fortæller, at beslutningen om at tage til Dubai handler om, hvor FC København kunne få den optimale forberedelse til forårskampene i Superligaen. Her drejer det sig blandt andet om, at forholdene er rigtig gode i Dubai angående baner og potentielle modstander og flere praktiske forhold. Tidligere har klubben oplevet dårlige baner og vejrforhold i blandt andet Spanien, og derfor har de skiftet lokation, siger han.

Jes Mortensen forstår fansenes kritik, fortæller han.

»Vi er helt med på, at der er nogle negative ting i det land. Men vi kører også i dieselbusser og flyver til udekampe nogle gange, der er masser af ting, vi gør forkert, kan man sige.«

Jo, men det er jo en aktiv beslutning at rejse til Dubai...

»Det hele er vel aktive beslutninger.«

Jo, men det er meget svært at komme rundt uden at bruge brændstof…

»Jo, men her er det jo også et valg om at sige, hvor er det bedst muligt for os at tage på træningslejr.«

Så i det tilfælde så vægter gode fodboldbaner og vejrforhold højere end menneskerettigheder?

»Jamen, det er ikke en politisk vurdering, vi træffer. Hvis vi skal være dommer om alle ting ude i verden, hvis vi tog politisk stilling til alt, så maler man sig meget ind i et hjørne i den her verden, tror jeg.«

Hvorfor kan I ikke tage politisk stilling?

»Det kunne vi også, men her har vi valgt, at det vigtige er, at vi får en sportslig relevant træningslejr. Og når der ikke er andre instanser, der siger, at dem her må vi ikke samhandle med, jamen, så anser vi det som en mulighed. Det er svært for os at være dommer i, hvor grænsen helt præcis går. Det betyder ikke, at vi ikke deler de bekymringer, der er. Det er en del af vores overvejelser, og det vil det i stigende grad helt sikkert også være fremover.«

Men så vægter I vel også gode fodboldbaner og vejforhold højere?

»Jeg synes ikke, det er fair at stille det så skarpt op, for de andre ting er også med i vores betragtninger,« siger han.

Også opråb i Brøndby

I Brøndby er kritikken skarp. Flere twitterbrugere svarede klubben, da de offentliggjorde træningslejren til Dubai. Herunder Jonas Elholm.

»Meget skuffende, at vi vælger at tage på træningslejr til en diktaturstat, som ikke overholder basale menneskelige rettigheder. Vælg nu for søren en anden destination.«

Ligesom brugeren Carsten Rylander skriver:

»Dubai igen, altså. Jeg er oprigtigt skuffet over min (Brøndby, red.) klub.«

Desuden har Brøndby Supporters Trust-fangruppen, som har ét medlem i klubbens bestyrelse, bedt ledelsen om at genoverveje beslutningen om træningslejren.

Brøndby tager afsted den 19. januar. Klubben har ikke ønsket at stille op til interview.

Parken Sport & Entertainments hjemmeside - som ejer FC København - skriver på sin egen hjemmeside, at selskabet har et samfundsansvar. Og det ombefatter menneskerettigheder, skriver de, mens de ikke har en decideret politik på området.

»Det er ikke det samme at sige, at man er imod menneskerettigheder ved at rejse til Dubai. Det er ikke en logisk slutning. Så udelukker man rigtig mange lande. Vi efterlever menneskerettigheder på rigtig mange områder, vi deltager i mange kampagner i UEFA og DBU, og vi efterlever det i vores hverdag og adfærd,« siger FC Københavns pressechef, Jes Mortensen.

Det er desuden ikke første gang, at de to klubber vælger netop Dubai som destination.

Hos FC Midtjylland har nyheden om træningslejren ikke vakt stor opsigt hos deres fangrupper på sociale medier. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra klubben, ligesom FCM's officielle fangruppe Black Wolves ingen kommentarer havde til sagen, da B.T. fangede deres formand.

Selvom de danske klubber tidligere har været kritiseret for deres ture til Dubai, har det altså ikke ændret noget i forbindelse med årets træningslejr. Både norske Rosenborg og svenske Malmö FF har taget kritikken til sig og droppet fremtidige ture til Dubai som følge af pres fra fangrupperinger.

Udover de tre danske klubber har U21-landsholdet og ligalandsholdet tidligere været på tur til Dubai.