FC Nordsjælland tabte for anden uge i træk i Superligaen, da det lørdag blev til et 1-2 nederlag til FC Vestsjælland.

Det kører ikke rigtig for vice-mestrene fra FC Nordsjælland for tiden. På eget græs i Farum løb Kasper Hjulmands tropper ind i endnu et nederlag efter de i sidste uge tabte med 1-4 til Brøndby.

Lørdag startede det også dårligt for Nordsjælland. Selvom de sad på spillet kom FCN allerede bagud efter ti minutter. Michael Christensen fik skovlet bolden over mål efter hjørnespark til FC Vestsjælland, hvor Pascal Gregor i første omgang fik hovedet på.

FC Nordsjælland var generelt skidt kørende i de første 45 minutter, hvor de ikke kunne få spillet til at hænge sammen og udover en triple-chance, havde de ikke det store at byde på. Alligevel formåede hjemmeholdet at komme tilbage i kampen, da et koks i Vestsjælland-forsvaret betød, at Kristian Lindberg kom alene med med målmand Thomas Mikkelsen og udlignede for FC Nordsjælland kort før pausefløjtet.

Udeholdet skulle dog ikke bruge lang tid af anden halvleg for at komme foran igen. Peter Nymann sendte et indlæg ind i feltet fra højre side, som Edward Ofere flot kom op til og hovedstødte FC Vestsjælland foran med 2-1.

Udover spillet på banen bragte omgivelserne i Farum Park også en smule drama ind i opgøret i anden halvleg, da alt strømmen kortvarigt gik på hele stadion. Den lille pause gav dog ikke fornyet energi til Nordsjælland, som ikke fik truet gæsterne, der forsvarede sig godt.

Sidste gang FC Vestsjælland besøgte Farum blev det til en 2-1 sejr til gæsterne og det resultat holdt også lørdag, Sejren til FC Vestsjælland betyder, at de to hold er helt lige side om side i tabellen på 6. og 7. pladsen i Superligaen.