Når FC Københavns spillere mandag går på træningsbanen på Frederiksberg, bliver det atter med deltagelse af forsvarsspilleren David Khocholava.

Han har været fraværende, siden klubben i mandags kunne meddele, at Khocholavas ukrainske svigerfar var død i kamp for at forsvare sit land.

Allerede søndag er han tæt på holdkammeraterne, da han vil være til stede som moralsk støtte i forbindelse med topkampen ude mod FC Midtjylland.

Det skriver FCK på sin hjemmeside.

»David Khocholava har i en periode haft fri af personlige årsager, men træner med igen fra i morgen (mandag, red.).«

»Han tager også med holdet til Herning i dag (søndag, red.) for at støtte holdkammeraterne, men er ikke en del af kamptruppen,« skriver FCK.

David Khocholava kom til FCK fra ukrainske Shakhtar Donetsk i juli sidste år. Georgieren spillede i ukrainsk fodbold i seks år.

/ritzau/