Trøjen blev flået af til lyden af Telia Parken, der eksploderede i ren ekstase.

Få sekunder forinden havde Nicolaj Thomsen hamret sit første FCK-mål i kassen mod ærkerivalerne fra Brøndby IF. 2-1 stod der nu på tavlen. Ned mod de mest inkarnerede FCK-fans på Sektion 12 løb den 25-årige midtbanespiller med knyttede næver omgivet af jublende holdkammerater.

Og smilet er da heller ikke til at tage fejl af, da han fortæller om netop det øjeblik, da B.T. Sport taler med ham på træningsbanen på Frederiksberg.

Målet mod Brøndby var en forløsning for midtbanespilleren. Vis mere

»Det føltes som en lille kulmination på det hele i forhold til at være kommet tilbage nu og lige at få lov at gøre det i den ende i den kamp. Det var en super fed aften. Det er ikke en, jeg kommer til at glemme. Det var helt sikkert en slags forløsning. De dage, det har været allersortest, hvor man sad nede i styrkerummet, kunne man nok ikke have skrevet det bedre selv,« siger Nicolaj Thomsen, der kom til hovedstadsklubben i januar 2017.

Først nu er han for alvor ved at bide sig fast på Ståle Solbakkens mandskab efter en periode med skader og begrænset spilletid. Han kom til hovedstaden med en fodskade, og i efteråret 2017 var han også ramt af følgeskader.

En periode, der ramte hårdt både personligt og som spiller. To ting, der hænger sammen, forklarer Nicolaj Thomsen.

Nicolaj Thomsen jublede efter målet ved at smide trøjen. Vis mere

»Det personlige bliver altid mere trist, når det går dårligt med fodbolden. Det handler selvfølgelig også om at holde hovedet højt, for du kan ikke komme igennem en karriere uden trælse perioder. Nu håber jeg, jeg har haft mine perioder. Jeg har i hvert fald taget nogle lange ture. Men det handler om at blive ved at sætte mål, selvom man er skadet og ikke kan gøre så meget på banen. Det er vigtigt hele tiden at føle, man har noget i horisonten at se frem til og arbejde hen imod,« siger den nordjyske midtbanespiller.

Han lægger dog ikke skjul på, at skadesperioden var hård. Især mentalt, fordi der flere gange kom et nyt slag, når han var på vej tilbage. Det ramte, men det slog ham bestemt ikke ud.

»Det er også en periode, hvor man lærer meget om sig selv personligt. Kan man klare det, eller tænker man bare ’skide være med det hele, nu orker jeg ikke det her mere’. Men jeg synes, det har modnet mig som person at komme igennem de her perioder. Jeg tror aldrig, jeg er kommet så langt ud, at jeg tænker ’nu gider jeg ikke mere’. Også fordi man jo har et godt liv og bliver nødt til at fokusere på nogle andre ting, når man ikke har fodbolden. Der har selvfølgelig været nogle sorte dage. Men jeg tror aldrig, jeg er kommet så langt ud, at jeg har tænkt, det ikke skal være det her,« siger Nicolaj Thomsen, der brugte venner og familie som støtte, da fodboldlivet ikke kørte på skinner.

Da han sad ude med sin anden skade, blev der lagt en plan. Han skulle tabe sig, blive lettere og blive mere bevægelig, og derfor blev der ændret på både træningsprogrammerne og madvanerne. I dag har han smidt otte kilo, og det kan mærkes. Han føler, han har mere overskud i duellerne, og han kan mærke det tydeligt på sit spil.

»Det giver alt muligt. Det er de små splitsekunder, der afgør det hele i forhold til fodboldkampe. Hvis du er lettere, bliver du også hurtigere,« siger Nicolaj Thomsen, der i denne sæson har spillet de fleste kampe i både Superligaen og Europa League.

Nicolaj Thomsen FCK i duel mod Adama Guira mod AGF i 6. runde af Superligaen. Vis mere

At det lige er nu, det for alvor går fremad, er der ifølge ham selv flere grunde til.

»Først fremmest tror jeg, det skyldes, jeg har arbejdet hårdt i en lang periode. Det tror jeg, Ståle har lagt mærke til. At jeg ikke har givet op, selv om der har været svære perioder. Og så har jeg fået tillid. Holdet har klikket godt, og heldigvis for mig er jeg kommet ind på et tidspunkt, hvor det er begyndt at vende, og vi spiller godt. Der er mange ting, der er gået op i en højere enhed,« siger Nicolaj Thomsen, der også er kommet tilbage på sin ’vante’ plads.

I efteråret 2017 vikarierede han på højrebackpladsen som følge af skader i FCK, men det behager ham bestemt at være tilbage på midtbanen, hvor Ståle Solbakken har brugt ham både på kanten og centralt.

Det er der, han føler, han hører til.

»Nu har jeg endelig fået lov at komme ind på de positioner, hvor jeg føler, jeg selv er bedst. Det ved Ståle også godt. Vi havde også en god snak efter halvsæsonen, hvor jeg vikarierede på højreback, hvor han sagde, han heller ikke så mig der, men han havde ikke så mange muligheder, og jeg blev lappeløsningen. Jeg vidste, hvorfor han gjorde det, og jeg sagde selvfølgelig, at det håbede jeg ikke blev fremtidsplanen for mig,« siger Nicolaj Thomsen med et smil.

Nicolaj Thomsen i kampen mod CSKA Sofia. Vis mere

For ham handler det for alvor om at bide sig fast, nu hvor det med hans ord er ’stolpe ind’. Han er dog påpasselig i forhold til at sætte prædikatet ’gennembrudssæson’ på.

»Nu skal man passe på, hvad man siger efter så få gode kampe. Men jeg håber, jeg kan blive ved med at bygge stille og roligt, så det bliver en opadgående kurve. Jeg tænker ikke selv så meget over at putte sådan nogle termer på. Jeg fokuserer på at levere gode præstationer, når jeg får chancen,« siger Nicolaj Thomsen, der dog er klar i mælet, når det kommer til hans personlige mål i FCK.

»At vinde mesterskabet,« slår nordjyden fast.

Se også