Der var ramaskrig på Heden i søndags, da det gik op for folk, at Jonas Lössl skulle vogte målet mod AGF.

En beslutning, som cheftræner Brian Priske fulgte op med at give genvalg til den hjemvendte målmand i pokalkvartfinalen mod OB i onsdags.

Jamen, lød den gennemgående indvending: Jesper Hansen har da ikke spillet sig af!? Korrekt. Jesper Hansen droppede Mads Albæks langskud i forårspremieren mod Sønderjyske, men har ellers stået glimrende.

Højdepunktet kom i topopgøret mod Brøndby for 14 dage siden. Her er det ikke for meget at sige, at Hansen reddede FC Midtjylland. Desuden har han i snart fire år været sin klub en ualmindeligt pålidelig målmand.

Men betyder det, at han stadig er den bedste målmand i FC Midtjyllands trup? Nej, det gør det ikke nødvendigvis. Jesper Hansen har med lethed været den bedste siden sin ankomst i sommeren 2017, idet hverken Bill Hamid eller Mikkel Andersen har kunnet true ham. Der har været mindst en klasse til forskel.

Den situation ændrede sig imidlertid, da FC Midtjylland 1. februar pludselig hentede Jonas Lössl hjem fra engelske Everton. Det lå næppe i kortene, at en sådan transfer overhovedet var en mulighed, men den danske målmand må have følt, at tiden var inde til at vende hjem efter seks år i udlandet.

Jonas Lössl er uddannet på FC Midtjyllands akademi og er en skattet figur i klubben. Han har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2025. Jesper Hansen aktuelle kontrakt udløber tre år tidligere.

Når man lægger det sammen med, at Jonas Lössl er tre år yngre end Jesper Hansen, ja, så var det jo blot et spørgsmål om tid, før Lössl ville overtage pladsen. Man henter ikke en sådan profil hjem for at placere ham på bænken.

Jesper Hansen i aktion for FC Midtjylland
Jesper Hansen i aktion for FC Midtjylland Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Set fra Jesper Hansens synspunkt var udviklingen dramatisk. På et øjeblik gik han fra at være det stensikre førstevalg til at være førstevalg på lånt tid. Før eller siden ville Brian Priske foretage et skifte på målmandsposten. Det kunne ikke være anderledes.

Her laver mange den fejlslutning, at Priske burde have ventet på, at Jesper Hansen begyndte at stå dårligt, men hvorfor det? En træner skal da lige så vel optimere på målmandsposten som på alle de øvrige positioner på holdet.

Jeg anerkender, at et målmandsskifte er bemærkelsesværdigt. Men så er det heller ikke vildere. Jeg hører ofte klicheen med, at en målmand ikke har den samme chance for at spille sig tilbage på holdet som en markspiller, fordi han kun kan spille en plads på holdet. Det er da rigtigt nok, men reelt er de fleste markspillere i samme situation.

I dag er de fleste spillere på et fodboldhold så specialiserede, at de kun dækker den samme position på holdet. Når Awer Mabil ryger på bænken, kan han jo heller ikke spille sig på som midterforsvarer.

Mon ikke, der bare er sket det, at Jonas Lössl via sine præstationer til træning har overbevist Brian Priske om, at han er den bedste? Lössl ankom få dage før den første forårskamp, så selvfølgelig skulle han lige akklimatisere sig, før han for alvor kunne tage konkurrencen med Jesper Hansen op.

Lössl fik jo ingen førsteholdskampe i sin engelske klub Everton. Nu har han så banket rusten af og har åbenbart vist sig at være bedre end Hansen. Det er det, der kaldes fri konkurrence.

Jeg har sympati for Jesper Hansen. Men jeg har ikke ondt af ham. Jeg har aldrig forstået, at det skulle være mere forfærdeligt for en målmand at blive sat af end for en markspiller. Måske er det min egen branche, der har skabt en helt speciel stemning omkring denne ene plads på et fodboldhold.

Hvis det endelig skulle være, så var det vel lige så synd for Lössl, at han sad på bænken mod Brøndby for 14 dage siden, som det var synd for Jesper Hansen, at han sad på bænken mod AGF.

Hvis jeg var Jesper Hansen, ville jeg nok føle, at situationen var uholdbar. Men han bliver nødt til at acceptere det, hvis FC Midtjylland ønsker, at han skal blive til 2022. Umiddelbart vil jeg dog gætte på, at han er væk til sommer. Det er for tidligt for en målmand af hans kaliber at affinde sig med en rolle som reserve i Superligaen.

Ellers kunne han måske hente inspiration hos en målmand ved navn John Worbye. Han var målmand for Hvidovre, da klubben fra den københavnske Vestegn fik sit store gennembrud i dansk fodbold. Men så kom Jørgen Henriksen til Hvidovre.

Henriksen viste sig at være bedre og vogtede målet, da Hvidovre vandt mesterskabet i 1966. Ja, der er tale om den Henriksen, der i mange år var målmandstræner for både Brøndby og landsholdet.

Hvad så med John Worbye? Spillede han så på andetholdet? Nej, han lod sig omskole til venstre back og blev fast mand for Hvidovre og anfører på landsholdet på sin nye position.