Brøndbys Khalid Boulahrouz har fået en dags karantæne får den spytklat, han i kampen mod Sønderjyske sendte af sted mod Johan Absalonsen. Det meddeler DBU.

Unionens disciplinærudvalg har valgt at straffe Boulahrouz på baggrund af tv-optagelserne fra kampen og bedømt, at den hollandske forsvarer bevidst spytter efter Absalonsen, selvom Boulahrouz hele tiden har benægtet, at det skulle have været med vilje. Udvalget mener derfor, at hollænderen bringer spillet i miskredit.

- I henhold til fodboldlovens §12 medfører det udvisning at spytte efter en modspiller eller enhver anden person, og med henvisning til DBU’s Love § 30.1 d) 11 tildeles Khalid Boulahrouz én spilledags karantæne, som skal afsones i først kommende kamp i Superligaen, skriver DBU på deres hjemmeside.

Dermed går Boulahrouz glip af Brøndbys første kamp i forårssæsonen, hvor de møder AaB hjemme.

DBU understreger, at Brøndby og Boulahrouz er blevet hørt i sagen, og at deres udtalelser er blevet taget med i bedømmelsen af sagen.