Fra d. 27. august får kvinder mellem 20-27 år tilbud om at få en gratis HPV-vaccination. Eksperter anslår, at vaccinen forhindrer mere end 400 tilfælde af livmoderhalskræft hvert år.
HPV er en fælles betegnelse for over 100 forskellige vira, hvoraf 30-40 af dem overføres seksuelt. De fleste ved, at HPV kan give livmoderhalskræft, men en HPV-infektion kan også føre til både kønsvorter og kræft forskellige steder i kroppen - og det hos såvel mænd som kvinder. Det skriver Netdoktor.dk, der har en hel artikelsamling om HPV.
LÆS MERE: Disse kvinder snydes for gratis HPV-vaccination
En vaccination mod HPV beskytter ikke blot mod 70% tilfælde af livmoderhalskræft hos kvinder. Den beskytter også 90% mod kønsvorter, og eksperter mener, at den også yder en vis beskyttelse mod andre kræftformer, som skyldes HPV. Det gælder for eksempel analkræft og hovedhalskræft, som er i kraftig stigning.
- I tre ud af fire tilfælde er det mænd, der bliver ramt af mandelkræft, og de er typisk i halvtresserne. I de sidste 30 år har vi set en kraftig stigning af kræft i svælget, som formentlig skyldes HPV ifølge svenske undersøgelser, og det samme er tilfældet i hele den vestlige verden, siger Christian von Buchwald, der er overlæge og professor på Øre-næse-halskirurgisk Klinik på Rigshospitalet - og som tilføjer, at hans forskergruppe i løbet af de kommende måneder vil komme med danske HPV data.
LÆS OGSÅ: Sådan får du din HPV-vaccination
Eksperter vurderer, at HPV er skyld i mere end 1000 tilfælde af kræft hvert år hos både mænd og kvinder. Man ved, at vaccinen yder beskyttelse mod kræft på livmoderhalsen, men eksperter peger på, at vaccinen sandsynligvis også yder en væsentlig beskyttelse mod for eksempel kræft i skeden og peniskræft. Derudover viser studier, at vaccinen også yder beskyttelse mod analkræft.