Morten Olsens danske landsholdstropper blev onsdag aften givet alle muligheder for at erobre en sjælden gevinst i udekampen mod mægtige Spanien. De spanske angrebsstjerner Fernando Morientes og Raul udnyttede imidlertid to danske forsvarskiks og sørgede dermed for spansk 2-0-sejr i EM-testkampen på Estadio El Molinon i Gijón.

Nederlaget var Morten Olsens femte i 40 forsøg, og han vil sikkert længe ærgre sig over de mange misbrugte målchancer, der burde have givet mindst et dansk point.

Landstræneren kunne nemlig nyde en særdeles EM-gearet dansk offensiv, der især i den mindre rodede første halvleg spillede de spanske værter helt ned under græstæppet i Nordspanien. Der var ganske bemærkelsesværdigt tale om niveauforskel i Olsen-bandens indledende leg med de mange blå-røde stjernenavne.

På negativsiden skal det noteres, at man ikke vinder mange mesterskaber uden at score på de mange tilbud. Og dertil kommer det faktum, at Morten Olsen stadig har meget arbejde med den danske defensiv. René Henriksen havde især vanskeligheder over for de fodrappe spaniere.

/ritzau/