For tredje gang i træk spillede FC Midtjylland 1-1 - denne gang mod Brøndby - og guldet ligner nu en nærmest umulig mission for ulvene FC Midtjylland skal efterhånden håbe på helt ekstraordinære mirakler, hvis holdet skal gøre sig i kampen om guldet i SAS Ligaen. For tredje gang i træk måtte midtjyderne nøjes med en enkelt pind - denne gang via 1-1 hjemme mod Brøndby -og er nu seks point efter topholdet AaB, og det endda for en kamp mere.

Brøndby kom foran kort før pausen, da Samuel Holmén strøg til baglinjen og serverede et fint indlæg for Kasper Lorentzen, der fortjent bragte gæsterne i front. Der kom dog mere brod i hjemmeholdet efter pausen med indskiftninger af Claus Madsen og Winston Reid. Udligningen kom ti minutter før tid, da Ken Fagerberg stødte bolden det sidste stykke ind over stregen efter et hjørne.

/ritzau/