Er dit nytårsforsæt at komme i bedre form og at finde kærligheden? Så behøver du muligvis kun at gå ét sted hen for at få drømmen opfyldt.

Ifølge The Independent viser en britisk undersøgelse nemlig, at hele 25 procent af de 2000 adspurgte påstår at have haft sex i træningscenteret mindst én gang i løbet af de seneste 12 måneder. Og halvdelen bruger stedet til at finde en partner. Præcis hvor, hvornår og hvordan de har sex i centeret, melder undersøgelsen ikke noget om.

Independent skriver, at undersøgelsen er foretaget af »den velansete« sex- og undertøjsbutik Ann Summers, så konklusionerne skal muligvis taget med et gran salt.

Kondom i tasken
Ikke desto mindre er det nogle interessante svar, de 2000 adspurgte kommer med. Ti procent særligt optimistiske personer går med et kondom i deres træningstaske, hvis nu de skulle være heldige.

Undersøgelsen viser også, at hele 70 procent af kvinderne indrømmer, at de har fantaseret om deres personlige træner under sex.

Mændene indrømmer, at de bruger særlige maskiner til at vise deres muskler. Særligt den såkaldte pulldown-maskine er den foretrukne maskine for over halvdelen af undersøgelsens mænd. Med maskinen bruger man armene til at trække en stang, der hænger over hovedet, ned til brystet, så blandt andet ens biceps bliver spændt.

Hos 45 procent af kvinderne er det derimod crosstræneren, der er den foretrukne maskine til at imponere det modsatte køn.