Overgreb, voldtægt og ydmygelser.

Historierne har været mange efter TV 2 i en dokumentar satte fokus på den grænseoverskridende adfærd og kultur, der har hersket på den berygtede kostskole.

Men for en gruppe tidligere elever på den nu nedlagte Gravenshoved Kostskole, har den store fokus på Herlufsholm-krænkelserne medført en vis undren.

I oktober 2021 stod omkring 80 elever frem og fortalte om lignende krænkelser på den hedengangne kostskole, der lå i Sønderjylland, men som blev drevet af Aalborg Kommune.

Rene Vinding Christensen er tidligere elev på Gravenshoved kostskole. Han er talsmand for gruppen af tidligere elever, der har indgivet en klage over kostskolen til Aalborg Kommune.
Rene Vinding Christensen er tidligere elev på Gravenshoved kostskole. Han er talsmand for gruppen af tidligere elever, der har indgivet en klage over kostskolen til Aalborg Kommune. Foto: Foto: Amal Guerdali
Vis mere

Aalborg Kommune anerkendte, at der var sket krænkelser og meldte derfor kostskolen, der lukkede i 1992, til politiet.

Men til trods for det, har sagerne om overgrebene ikke fået de danske politikere op af stolen i samme omfang som sagerne på Helrufsholm.

»Vi har stadigt til gode at høre fra én eneste politiker på Christiansborg. Ikke engang så meget som et opslag på sociale medier,« fortæller René Vinding Christensen, der er talsmand for de tidligere elever på Gravenshoved.

Han pointerer, at de omkring 80 tidligere elever fra Gravenshoved sidder tilbage med en følelse af, at de ikke er værd at lytte til. Noget som de gennem mange år har oplevet indtil Aalborg Kommune tog sagen op for et halvt år siden.

Arkivfoto af Gravenshoved Kostskole.
Arkivfoto af Gravenshoved Kostskole. Foto: Foto: Historisk arkiv for Haderslev Kommune
Vis mere

»Vi har derfor i dag rakt hånden ud til ministeren og sendt et åbent brev, hvor vi deler vores bekymring og håber, ministeren og hendes kollegaer vil tage sig tid til at lytte til os,« siger René Vinding Christensen.

Det åbne brev er adresseret til børne- og undervisningsminister Perille Rosekrantz-Theil (S), og her langer de tidligere elever ud efter ministeren og politikernes manglende reaktioner på deres fortællinger, som B.T. tidligere har skrevet om.

»Vi forstår bare ikke at du, og alle andre på Christiansborg, har været meget langt væk og ikke til at komme i kontakt med, når emnet har været overgreb mod os 'uopdragne proletarunger', som vi engang imellem kalder os selv med lidt galgenhumor,« står der blandt andet i brevet.

René Vinding Christensen understreger, at han har fuld opbakning til de elever, der nu er stået frem på Herlufsholm. Det handler om, at hans og de øvrige Gravenshovedelevers oplevelser bliver anerkendt.

»Vi sidder med en følelse af, at vi ikke er med i det fine selskab. Det er ikke fordi, vi vil have en undskyldning. Men vi savner, at politikerne tager ansvar og forholder sig til det, de selv har sat i værk,« siger René Vinding Christensen.

Undervisningsministeriet oplyser til B.T., at ministeren ikke har nogen kommentarer til brevet.