De Københavnske svømmehaller er efterhånden en synkende skude, da de er så nedslidte, at Københavns Kommune står overfor et omfattende renoveringsprojekt.

Derfor må de 1,5 millioner årligt besøgende væbne sig med en god portion tålmodighed. Når renoveringerne først går i gang, har udsigterne til en dukkert nemlig lange udsigter, for renoveringerne kommer til at tage lang tid.

Listen af renoveringer er lang, men det er særligt fem svømmehaller, der trænger til at ansigtsløft.

Det er Vesterbro Svømmehal, Sundby Bad, Emdrup Bad, Frankrigsgade Svømmehal og Valby Vandkulturhus, og her kommer renoveringen til at tage i hvert fald 18 måneder, og kommunen har allerede varslet en mulig forskydning i tidsplanen.

Det gør det heller ikke bedre, at Øbro-hallen i København, der stod til at åben i september i år, har fået skudt sin genåbning med knap et år. Det skyldes, at et tilsyn med taget har vist, at loftets glasplader udgør en sikkerhedsrisiko og risikerer at styrte ned.

»Det er drønærgerligt, at den (genåbningen, red.) udskydes, men da loftet udgør en sikkerhedsrisiko, bliver vi nødt til at vente,« siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nygaard, til TV 2 Lorry.

Ifølge Københavns Kommune har hver svømmehal omkring 200.000 besøgende om året, og det giver sig selv, at det sætter nogle begrænsninger for københavnernes adgang til bassinerne, når flere af dem skal renoveres.

Derfor er der blevet udarbejdet en plan, som skal løse netop disse kapacitetsudfordringer. Særligt fordi man har lovpligtig skolesvømning i Danmark, og kommunen derfor står overfor en udfordring med fortsat at kunne tilbyde en tur i vandet til eleverne.

Her vil man blandt andet sørge for, at renoveringerne pågår en ad gangen og ikke overlapper, så de andre bassiner fortsat er tilgængelige for brugerne.

Det er dog ikke kun renoveringsprojekter, der er i gang i kommunen. Helt nye svømmehaller er også på vej. Og de kan forhåbentlig også hjælpe på kapacitetsproblemet, mens de andre haller renoveres.

Det gælder for 'Arenakvarterets skole og svømmehal' Ørestaden, der åbner i 2023, og det kommende vandkulturhus på papirøen, der åbner i 2025. Derudover kommer der også en ny svømmehal på Beauvaisgrunden på Østerbro, men den står først til at åbne i 2028.