Den spækhugger, som i torsdag var at finde omkring Haslevgaarde Strand mellem Øster Hurup og Hals, har nu flyttet sig

Kraftig vind og høj vandstand har gjort, at spækhuggeren nu har rykket sig en smule.

»Den er drevet, men den har også svømmet lidt rundt på må og få. Den har som sådan ikke været strandet, men den har ligget stille og roligt og delvist kunne støtte på bugen eller lufferne,« fortæller vildtkonsulent ved Naturstyrelsen Kronjylland, Sandor Hestbæk Markus og fortsætter:

»Den startede med at svømme lidt nord på ved 9-tiden i morges uden som sådan at have en retning, hvor den har drevet lidt ind mod land og lidt ud igen, men nu er den gået syd over, og den skulle ligge nede omkring Hals molehovede, så den har flyttet sig cikra 3 km – først lidt nord på og så lidt syd på.«

Vurderingen fra vildtkonsulenten er, at spækhuggeren ikke er helt rask.

»Den har ikke nogen retning i det, den foretager sig. Når den dykker ned, så lægger den sig lidt om på siden, så den ene side stikker i vejret. Den opfører sig i hvert fald ikke som en rask spækhugger.«

Spækhuggeren virker ikke til at have noget mål, og det er noget af det, som gør, at den ikke virker tilpas.

»Deruover har den ligget stille i 48 timer eller lidt mere på samme sted, og det er ikke et godt tegn.«

Naturstyrelsen holder løbende øje med spækhuggeren.

»Hvis den ikke klarer den, og vi kan finde den efterfølgende, vil vi selvfølgelig prøve at bjerge den og få den obduceret. Der er noget efter den, men vi ved ikke hvad,« lyder det fra Sandor Hestbæk Markus.

Der er som sådan ikke noget i vejen for, at man tager ned for at kigge på spækhuggeren fra strandkanten.

»Det er jo dybt fascinerende med så stort et pattedyr i vores farevande, men den skal osmudgangspunkt have fred og ro.«

Det vides ikke, hvor spækhuggeren kommer fra, men et bud kan være Norge, hvor man er ved at undersøge dette.

»Det er atypisk, at en spækhugger kommer så tæt på.«