Planen var at få den ud på dybere vand, da Naturstyrelsen søndag forsøgte at flytte den spækhugger, der siden fredag havde ligget på lavt vand i Limfjorden ud for Hals.

»Vi tænkte, at den nok ville søge ud i Kattegat,« fortæller Ivar Høst, der er vildtkonsulent ved Naturstyrelsen.

Men mod forventning valgte spækhuggeren at svømme den stik modsatte vej og mandag blev den så set længere inde i Limfjorden, hvor den svømmede rundt ved Grønlandshavnen i det østlige Aalborg.

Selvom det ikke var, hvad Naturstyrelsen havde forventet, så er det måske ikke så skidt endda.

Spækhuggeren som den så ud 9. april på lavt vand ud for Hals i Limfjorden.
Spækhuggeren som den så ud 9. april på lavt vand ud for Hals i Limfjorden. Foto: Ivar Høst
Vis mere

»Limfjorden er sådan set også et okay sted for den, for der er også dybt vand,« lyder det fra vildtkonsulenten, der uddyber.

»Der er masser af sild i fjorden på denne tid af året, hvor de søger ind for at gyde. Så det er sådan set naturligt nok, at den følger dem, hvis den er sulten.«

Da Naturstyrelsen søndag satte frigørelsesaktionen i værk, var der også en dyrlæge med til at tilse det store havdyr. Og dyrlægens vurdering var, at spækhuggeren havde det fint.

»Dyrlægen vurderede, at den var overraskende frisk. Skindet er pænt og vejrtrækningen er fin,« siger Ivar Høst.

Spækhuggeren har ifølge TV2 Nord forladt Grønlandshavnen igen. Men hvor den er svømmet hen er endnu uvist.

»Vi ved ikke rigtig, hvor den er nu. Men det er et godt tegn, at den svømmer. Også over store strækninger,« siger Ivar Høst, der samtidig siger, at Naturstyrelsen ikke foretager sig yderligere i forhold til hvalen.

»Nu er det et frit og vildt dyr som så mange andre, selvom det selvfølgelig er usædvanligt på vores breddegrader.«