Vil en åbning af grænserne mod Tyskland, Sverige og Norge betyde noget særligt for coronasmitte i Danmark? Svaret er nej, hvis man spørger to professorer.

Spørgsmålet om en genåbning af grænserne var et af de helt store temaer ved torsdag aftens partilederdebat.

Morten Østergaard (R) og Jakob Ellemann-Jensen (V) vil åbne grænserne hurtigst muligt, men det afviser statsminister Mette Frederiksen.

»At nogen mener, at vi bare skal åbne grænserne op og være ligeglade med, om flere tusinde mennesker rejser rundt og smitter hinanden, forstår jeg simpelthen ikke,« sagde Mette Frederiksen ved torsdagens partilederdebat.

Men ifølge to eksperter i epidemier vil en åbning af grænserne dog ikke have særlig indflydelse på coronakrisen i Danmark.

»Smittetrykket i vores nabolande er nogenlunde det samme, så hvis en tysker tager til den jyske vestkyst, betyder det ikke særligt meget. Sverige har lidt højere smitte, men i det store hele er vi i den samme skala, så det ser jeg heller ikke noget problem i,« siger Søren Riis Paludan, professor på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet.

Professor i virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen er enig.

»Jeg har overhovedet ikke noget imod, at man åbner grænserne, for vi taler om udveksling af personer mellem lande med samme smittetryk,« siger han og uddyber:

»Men vi må have en beregning på, hvor mange vi kan rumme, uden at turistområderne bliver overbelastede og dermed skaber grobund for en smittespredning. Muligheden for smittespredning bliver mere intens, når befolkningstætheden er stor - som vi for eksempel har set i København i modsætning til regionerne i Jylland.«

En række jyske kommuner beder indtrængende regeringen om at åbne grænsen, fordi et tab af de tyske turister på den jyske vestkyst vil betyde omfattende tab af indtægter og dermed arbejdspladser.

»Den usikkerhed, vi står i lige nu, har en rigtig dårlig indflydelse på alle vores turismeaktører - fra overnatningssteder til dagligvarebutikker over turistattraktioner. Vi har virkelig brug for at vide, hvornår grænsen åbner, og vi har virkelig brug for, at den åbner snart,« forklarer Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Alene i Ringkøbing-Skjern Kommune er der mellem 2.500 og 3.000 arbejdspladser relateret direkte til turismen.

De danske grænser har været lukkede siden 14. marts. Kun personer med et såkaldt anerkendelsesværdigt formål kan rejse ind.