A-mennesker vågner tidligt og veludhvilede om morgenen. Anderledes er det for B-mennesker, der stadig ofte er søvnige på det tidspunkt.

Fælles for dem er dog tidspunktet, hvor skolen ringer ind til undervisning. I hvert fald indtil nu.

For i Københavns Kommune har Børne- og Ungdomsudvalget besluttet onsdag, at man vil se nærmere på, om – og hvordan – der kan laves senere mødetider i de københavnske folkeskoler. Det skriver TV 2 LORRY.

Bag forslaget står Venstre, SF og Radikale Venstre. Deres argument for at børn og unge skal have mulighed for at sove længere om morgenen er, at gruppen rent biologisk er B-mennesker i højere grad end A-mennesker.

»Jeg synes, skolelever møder alt for tidligt, og jeg mener ikke, det er i orden, at vi ikke har bedre forhold for B-mennesker,« sådan lyder et argument fra Emil Sloth Andersen, der er børne- og ungdomsordfører for Radikale Venstre i Borgerrepræsentationen, for eksempel.

Ordføreren mener, at det skal være frivilligt for den enkelte elev og vedkommendes forældre, hvorvidt man ønsker at møde i skole klokken 08 eller 09. På den måde kan A-mennesker nemlig bevare deres døgnrytme og B-mennesker kan vælge til.

Ifølge TV 2 LORRY er forslaget i Københavns Kommunes næste skridt, at medlemmerne i Børne- og Ungdomsudvalget skal række ud til forskellige aktører og eksperter med henblik på at indhente erfaringer inden for emnet – og dernæst hvad det vil kræve af politiske tiltag, at implementere senere mødetider i folkeskolen.

Kommunernes Landsforening oplyser til B.T. at både Hellerup Skole, Skolen på Nyelandsvej på Frederiksberg og Th. Langs Skole i Silkeborg er skoler, der eksperimenterer med sen mødetid.