Tidligere var det bander med øje for videresalg, der stjal. Nu er det helt almindelige mennesker.

Det fortæller Lasse Lauritsen, som oplever en »eksplosiv vækst« i antallet af tyverier i sin Meny-butik i Viborg.

»Normalt har vi mellem et og tre tilfælde af tyveri på en måned. Den seneste måned har vi taget tyve. Så vi har altid haft tyveri, men oplever lige nu en kæmpe stigning,« fortæller Lasse Lauritsen, der første gang fortalte om sine oplevelser i TV MIDTVEST.

Og så er det ikke længere 200 pakker med barberblade eller andre varer, der egner sig til videresalg, som bliver stjålet fra butikken.

Det er primært 'småtyverier' bestående af varer til dagligt forbrug, som bliver lagt i lommen eller gemt under jakken, fortæller han.

»Det er frysepizza, hakket oksekød, energidrik og billig spiritus, der især bliver stjålet. Og det er alle personlighedstyper, der gør det.«

Som frustreret butiksejer har han været nødt til at handle på problemet. Derfor har Lasse Lauritsen ansat en såkaldt 'butiksdetektiv', der blandt andet kontrollerer hylder i butikken og holder et skarpt øje på overvågningen.

»Det er en nødvendighed i øjeblikket, desværre. Det er en dyr løsning, men tyverierne fylder ekstremt meget. Jeg er pisse frustreret over det,« fortæller han og fastslår:

»Hver gang der forsvinder en vare, er det penge fra min lomme. Man bliver harm og sur. Og det er irriterende, at man skal lægge fokus et andet sted, end man burde. Jeg ville meget hellere bruge tiden på at servicere kunder.«

Og måske funktionen som butiksdetektiv i en butik er kommet for at blive. I hvert fald er der en fortsat stigning i anmeldte butikstyverier. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I årets tredje kvartal blev der anmeldt omkring 5.000 butikstyverier, hvilket svarer til en stigning på knap seks procent i forhold til andet kvartal 2022.

Ifølge Danmarks Statistik skyldes det stigende antal særligt flere anmeldelser i kategorierne tyveri i butikker, supermarkeder, mejerier, hos købmænd og butikstyveri fra andre forretninger.

Dog mener Lasse Lauritsen, at der er tale om et mørketal.

»Jeg tror, der er et kæmpe mørketal, fordi jeg er overbevist om, at antallet er større. Men antallet ved næste opgørelse vil nok være markant større.«