En fynsk læge oplever at være tvunget til at bruge unødvendigt meget tid på e-konsultationer – og det har ifølge ham konsekvenser.
Den unødvendige mængde tid skyldes ifølge lægen, Torben Luxhøj, at et stigende antal borgere skriver med beskeder i systemet, som burde være håndteret anderledes.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Og det betyder i flere tilfælde, at Torben Luxhøj misser én fysisk konsultation om dagen, fordi han skal forholde sig til de mange henvendelser i systemet.
»Det fungerer ikke som en mail-indbakke, hvor beskederne bare popper op. Jeg skal selv aktivt gå ind og læse beskederne fra patienterne. Jeg kan som læge potentielt komme til at overse noget, der er akut for borgeren,« siger Torben Luxhøj.
I forbindelse med det, han oplever, er han gået til tasterne, hvor han kommer med et kraftigt opråb til borgere.
Han lister en række punkter op, som borgere bedes minde sig selv om. På Facebook skriver han:
- 'Korte spørgsmål – svar på prøver, recepter/henvisningsfornyelser. Vi oplever flere og flere, der skriver lange beskeder med adskillige symptomer og tror, det kan klares med e-konsultationssvar. Bestil hellere en fremmødetid.'
- 'Alle i klinikken svarer på e-konsultationer.'
- 'Husk, vi har fem hverdage til at besvare, man behøver ikke at ringe for at tjekke, vi har fået beskeden, omvendt kan man heller ikke forvente, vi svarer samme dag. Er problemet akut, så ring.'
- 'Hvis du ikke kan finde den ønskede modtager i oversigten, er det fordi, vi er væk fra klinikken i fire eller flere dage. I stedet for at skrive til en, der ikke er inde i dit forløb, så overvej om det kan vente nogle få dage.'
- 'Skriv i dit barns navn, hvis det vedrører barnet. Alle e-konsultationer bliver journalført.'
- 'Er dit barn 15 år eller ældre, skal de selv skrive.'
Og helt generelt gør han klart over Fyens Stiftstidende, at e-konsultationer er til ikke-akutte henvendelser.
Læger i Danmark har tilbudt e-konsultationer siden 2009. Ifølge Ugeskrift for Læger blev der i 2021 trykket 'send' på 8,8 millioner e-konsultationer.