Butikken Ganefryd på Klostergade i Aarhus har fået sig en stor bøde og en sur smiley fra Fødevarestyrelsen.

Grunden er, at virksomheden ikke har fået læst sine mails ordentligt og derfor misset en meget væsentlig en af slagsen.

Sådan lyder det i en kontrolrapport fra 22. marts, der netop er blevet offentliggjort.

Virksomheden modtog en mail på butikkens 'fælles mail' om en  tilbagekaldelse fra leverandøren Grell Naturkost, af produktet Green Heart Naturel. Produktet er farligt på grund af ikke deklareret allergen soya.

»Virksomheden har ikke læst mailen på 'fælles mail' fra leverandøren og har ikke igangsat tilbagekaldelsen ved kontrolbesøget. De 6 leverede produkter stod markedsført i virksomhedens køleskab i butikken ved kontrolbesøgets start.«

Ejer af Ganefryd, Klaus Wøhlk, fortæller, at butikken nu har ændret sin procedure, så samme fejl ikke kan ske igen.

»Den kommer på en fælles mail, hvor ingen har ansvar for at tømme ud i den. Der kommer mange forskellige mails der. Nu kommer tilbagetrækninger ud til tre personlige mailadresser. Der kan vi ikke undgå at se det. Det er en alvor ting, det der er sket for os, og det må ikke ske igen. Der var heldigvis ikke solgt noget af det, og det er vi glade for nede i butikken.«

Butikken har nu en måned til at klage over kontrolrapporten, og det kan godt være, at butikken benytter sig af den mulighed.

»Vi synes, det er lidt vildt, men regler er regler. Vi ved ikke, om vi vil klage, men tilbagetrækningen kom på tysk, og det er ikke vores spidskompetence, men jeg skal nok lige have en advokat til at kigge på det.«

Butikken har ellers ved de sidste tre besøg fået den bedst mulige smiley.