Boligmarkedet i København bliver i øjeblikket støvsuget for lejligheder.

For på trods af høje renter og stigende priser på fødevarer og energi, så har københavnerne ikke sat flere boliger til salg.

Faktisk viser tal fra Boligsiden.dk, at antallet af lejligheder til salg er faldet med 17 procent de seneste tre måneder. Det skriver Børsen.

Det betyder, at kun 1571 lejligheder i hovedstaden har et papskilt fra en ejendomsmægler i vinduet. En udvikling, der bliver beskrevet som 'helt vild' af cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre.

»Vi har set et mindre prisfald på huse end på lejligheder. Det kan have sat nogle salgstanker i bero, hos dem, som ville skulle sælge,« siger han til mediet.

Normalt vil der i foråret for alvor komme gang i aktiviteten blandt købere og sælgere.

Ifølge Boligsidens tal har udbuddet af huse og sommerhuse på landsplan omvendt fulgt den normale tendens.

Siden maj er der kommet 1,6 procent flere villa og rækkehuse til salg, mens tallet lyder på 6 procent siden forårets begyndelse.