Udbuddet af ejerlejligheder er faldet med fire procent siden starten af marts, viser nye tal fra Boligsiden

De, der ønsker at købe en lejlighed, må se langt efter et større udvalg.

Således er udbuddet af ejerlejligheder dalet med fire procent siden starten af marts.

Det viser tal, som Boligsiden offentliggør fredag.

Ifølge Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, er det en usædvanlig udvikling.

Det er nemlig typisk i foråret, at der kommer væsentlig mere aktivitet blandt købere og sælgere, lyder det.

- Men for lejlighedernes vedkommende er udviklingen gået den modsatte retning i år, siger Birgit Daetz.

Ifølge boligøkonomen kan den overraskende udvikling forklares ud fra flere årsager.

Blandt andet lader det til, at lejlighedssælgere har haft brug for ekstra betænkningstid efter nedgangen i aktiviteten i efteråret.

- Selv om vi har set en mindre stigning i antallet af sælgere, bliver der samtidig solgt flere lejligheder. Derfor vokser det samlede udbud ikke, siger Birgit Daetz.

- Der er med andre ord god plads til flere lejlighedssælgere på boligmarkedet.

Udviklingen skyldes især, at udbuddet af ejerlejligheder i Københavns Kommune, der udgør langt det største marked for ejerligheder, er faldet med fem procent den seneste måned og 17 procent siden marts.

Ifølge tallene har udbuddet af huse og sommerhuse omvendt fulgt den normale forårstendens.

Siden starten af maj er der kommet 1,6 procent flere villaer og rækkehuse til salg, mens tallet lyder på 6 procent siden forårets begyndelse.

For sommerhuse er der en stigning i udbuddet på 2,5 procent siden starten af maj og 16 procent i løbet af de seneste tre måneder.

- Samtidig ser det også ud til, at efterspørgslen på begge boligtyper er steget. Der er derfor også god mulighed for, at sælgerne også ender med en realisering af salget, siger Birgit Daetz.

Ifølge Sebastian Kaldahl, boligøkonom i interesseorganisationen Dansk Industri, er det ved at være sidste udkald, hvis man ønsker at sælge sin bolig hurtigst muligt.

- Især hushandlerne skal gerne være lukket, inden familierne går på sommerferie, siger han.

- Udfordringen på sommerhusmarkedet er, at niveauet stadig er meget underdrejet, da markedet blev godt og grundigt støvsuget under corona.

- Derfor ser sommerhuskøbere ikke de samme prisfald som for huse og lejligheder.

Den positive udvikling i antallet af huse og sommerhuse, der er til salg, betyder, at der for første gang i tre år er mere end 31.000 huse til salg på landsplan.

/ritzau/