Iført skovgrønne bukser og en leopardmønstret glimmerblazer byder blomsterhandleren Jonas Jensen velkommen i sin lejlighed i Aalborg Centrum.
Her flyttede han ind for ni år siden. Kort tid forinden havde han været til en såkaldt landartkonkurrence i Polen, hvor blomsterhandlere fra hele verden skulle skabe blomsterkunstværker kun med ting i naturen.
Her mødte han en mand fra Litauen, som han hurtigt blev forelsket i.
»Det var meget skræmmende, for jeg troede ikke, det var det, jeg søgte.«
Jonas Jensen troede blot, tiltrækningen til det mandlige køn var en interesse, der dukkede op sporadisk. At han var 'kvartalsbøsse', som han selv kalder det. For han var jo rent faktisk lykkelig i sit daværende ægteskab.
Men da Jonas Jensen kom hjem fra Polen, fyldte han 30, og da han sad der rundt om spisebordet i sit hus i Aalborg Øst med hustru, datter og familie og spiste boller og drak kaffe, var det pludselig, som om han svævede fem meter over jorden og betragtede sit liv oppefra. Og så ramte tanken ham:
»Det er ikke det her, jeg skal.«
Få dage senere satte han sin hustru ned og sagde ordene, der skulle forandre deres liv for evigt:
»Jeg springer ud som homoseksuel.«
Så nu stod han her i en ny lejlighed. Huset var solgt, kaffekopperne var fordelt mellem parret, civilstatusen sagde 'single'.
»Alt stod i flyttekasser midt på gulvet, og jeg kan huske, at jeg lukkede døren og var helt alene. Og lejligheden var heller ikke større, men jeg følte, at jeg sad midt i Versailles,« griner han og fortsætter:
»Men jeg tog et glas vin, satte mig på flyttekasserne og sagde til mig selv, at det her skal nok blive godt. Og så fik jeg lige så stille bygget noget op.«
Her ni år senere ligner Jonas Jensens hjem også mest en treværelsesudgave af Versailles. Med et glimmerspækket walk-in-closet, hjørner fyldt med udstoppede påfugle og borddekorationer i menneskestørrelse keder øjet sig ikke.
»Den skulle jo have fuld smadder med mit nye liv, men det kom løbende. Først kom der en broche på. Så kom der en fingering, og så en ørering. Og nu er det bare eksploderet,« griner han.
Til daglig er Jonas Jensen på 16. år blomsterhandler i sin egen blomsterbutik 'Jonas Jensen Blomsterdesign', som ligger få minutter fra hans lejlighed.
»Noget af det skønneste ved at omfavne alt det, jeg er, er at finde ud af, at det ikke er farligt. Folk kigger, når jeg kommer i glimmerjakke og stiletter, men det behøver jo ikke være negativt. Og hvis de i så fald tænker negativt om en, hvad så?«
Jonas Jensen kan med sikkerhed sige, at han elsker sit liv i dag. Ikke, at der var noget galt med det liv, han levede før, men han var på den forkerte hylde.
»Og hvis man har det sådan, må man hanke op i sig selv og gøre noget. Men det er selvfølgelig store ord, for det er jo ikke bare sådan lige at gøre.«
Han ønsker for alle, at de tager springet, hvis de står ved en skillevej i deres liv. Men han forstår også godt dem, der synes, det er utrolig svært.
»Den allerstørste udfordring var at tage beslutningen om at såre et menneske, jeg holder uhyre meget af, for at kunne være helt mig selv.«
Men hans ekskone tog det pænt, og de buler, der kom i hans relation til hustruen og datteren, er i dag helet.
Men starten på Jonas' nye liv var ikke desto mindre stadig brutalt hård.
»For mange år siden begik en veninde selvmord, og i kirken sagde præsten noget meget smukt, jeg tænkte meget over, da jeg sprang ud, og alt var noget rod,« siger han og kigger eftertænksomt hen over det farverige, dekorerede spisebord.
»Livet er som at gå gennem en snestorm. Man kan hverken se op eller ned, frem eller til siden. Det eneste, man kan gøre, er at gå fremad. Og pludselig en dag vil det stoppe med at sne, og solen vil igen komme frem,« havde præsten sagt.
»Den sætning har altid siddet i mig. Og solen begyndte jo også at skinne igen her,« konstaterer Jonas Jensen.
Når han ikke arbejder i blomsterbutikken, tager han og hans kæreste på nu femte år, Thomas, i byen med deres venner. Påfuglegruppen, som de kalder sig.
En sammenslutning af 15 'markante personligheder', som blomsterhandleren selv kalder dem, der tager i byen i glimmer og stiletter.
»Men når Thomas og jeg har gjort os klar og skal trisse gennem byen i fjerboa, pels og stiletter for at komme hen til vores venner, kan jeg godt synes, den tur føles meget lang,« siger han.
»Men så prøver jeg bare at signalere, at det er det mest naturlige i hele verden, mens folk kigger. Jeg har det jo nok som alle andre i forhold til at gøre noget uden for normen, men det er vigtigt at gøre det,« siger Jonas Jensen og afslutter:
»Man er nødt til at leve. Ligegyldigt, hvilken skillevej du står ved, bliver det godt igen.«
