Få gange siden marts, og vel at mærke kun i sommer, da smitten var lav, har Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen tænkt: 'Fuck det' og købt ind kun iført et almindeligt mundbind.

Han er, som de fleste andre, også træt af corona. Da B.T. mødte ham i marts, var han iført gasmaske, gummistøvler, heldragt og handsker, når han købte ind. Og selvom han dengang sagde, at sådan skulle det være, indtil virussen var væk, er der noget, der har ændret sig.

Frem mod slutningen af året vender B.T. tilbage til nogle af de personer, som igennem vores dækning af coronapandemien har gjort størst indtryk.

Øverst i artiklen har vi samlet det til en dokumentar, der tager dig igennem hele pandemien – fra dens spæde start, hvor vi stadig ikke helt troede på, at den ville komme til Danmark, til nu, hvor antal smittede og indlæggelser slår rekorder, og landet er lukket ned på ny.

Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen har, siden coronaen kom til Danmark, isoleret sig selv og familen. De køber ind så lidt som muligt og undgår mange mennesker og de store byer.
Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen har, siden coronaen kom til Danmark, isoleret sig selv og familen. De køber ind så lidt som muligt og undgår mange mennesker og de store byer. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ulrich kan måske virke ekstrem på mange. Men for ham er det naturligt at være forberedt. Han er vokset op på landet, hvor en snestorm kunne betyde, at familien var afskåret fra dagligvarer i dagevis. I hans barndomshjem var der altid en kummefryser fyldt med mad og skabe fyldt med dåsemad.

»Det er noget, jeg altid har holdt fast i. Da jeg læste søfart på Ærø, gik mine roomies ofte på rov i mit skab sidst på måneden efter champignoner på glas eller andet, der kunne bruges til en gryderet,« fortæller han.

Inden pandemien kom til Danmark, havde Ulrich lavet et par store indkøbsture, holdt sig orienteret om situationen både fra udenlandske medier, youtubere og en veninde i Italien, og han læste op på den spanske syge. Han ville være forberedt.

Allerede en uges tid inden Mette Frederiksen lukkede landet ned, sagde Ulrich til dem, han spiller floorball med, at han troede, at landet ville lukke ned.

Nok er Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen og familien flyttet, siden B.T. besøgte dem sidst, men kummefryseren er flyttet med. Her ses den i det gamle hus.
Nok er Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen og familien flyttet, siden B.T. besøgte dem sidst, men kummefryseren er flyttet med. Her ses den i det gamle hus. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg blev nærmest voksenmobbet. Men efterfølgende gav de mig ret og tilkendegav, at det måske ikke var helt så skørt.«

Han fik ret i sine forudsigelser. Ligesom han slap for at hamstre toiletpapir efter Mette Frederiksens pressemøde 11. marts, fordi han allerede havde købt stort ind. Det var også en tilfredsstillelse, da alle skulle købe ind med mundbind, efter Ulrich havde gået rundt med gasmaske i mange måneder. Men én ting havde Ulrich ikke været forudseende omkring:

Da landet lukkede ned, og Ulrich og familien, som han så sigende beskriver det, 'levede fra pressemøde til pressemøde', havde han ikke tænkt på underholdning til børnene, og her var det kun i sidste øjeblik, at han fik bestilt tre puslespil på nettet, før puslespil stort set heller ikke var til at opdrive.

Ulrich erkender også, at det outfit, han handlede i, første gang B.T. mødte ham, var for meget. Heldragten var besværlig, og han er nået frem til, at den nok ikke beskytter så meget, så den har han droppet:

Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen er, siden B.T. mødte ham første gang, blevet fyret fra ISS, hvor han vedligeholdt Forsvarets skydebaner på Østfyn. Sammen med konen har han tre børn.
Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen er, siden B.T. mødte ham første gang, blevet fyret fra ISS, hvor han vedligeholdt Forsvarets skydebaner på Østfyn. Sammen med konen har han tre børn. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Sidste gang jeg handlede, var der en dame, der åbenlyst grinede af mig, og nu har jeg endda kun gasmasken på, men jeg tror, at det er, fordi hun ellers ikke ved, hvordan hun skal reagere, fordi det er anderledes,« forklarer Ulrich.

Ulrich synes ikke, at det er fedt at gå rundt med gasmaske. Efter en indkøbstur er hans slimhinder helt udtørrede. Men han ser det som et nødvendigt onde for at beskytte sin familie og gøre sit for, at smitten bliver holdt nede. Noget, der kun er blevet vigtigere med den nuværende udvikling, som bekymrer ham meget.

»De, der siger, at det bare er en influenza, eller at der kun er en procent, der dør af det, de glemmer, at vi kun har x antal sengepladser, og hvis det kommer ud af kontrol, presser vi læger og sygeplejersker ud i en situation, hvor de skal vælge behandling af nogle fra. Det gør mig sgu helt ked af det.«

Den høje smitte og den nye coronamutation, der har lukket London ned, betyder, at Ulrich tidligst ser lys for enden af tunnelen i slutningen af næste år.

Sådan så Ulrich ud, når han handlede, første gang B.T. besøgte ham i marts. Det foregik iført sikkerhedsdragt, gummistøvler, gummihandsker og gasmaske. Det er stadig Ulrich, der foretager alle indkøbene, men nu er sikkerhedsdragten og gummistøvlerne droppet.
Sådan så Ulrich ud, når han handlede, første gang B.T. besøgte ham i marts. Det foregik iført sikkerhedsdragt, gummistøvler, gummihandsker og gasmaske. Det er stadig Ulrich, der foretager alle indkøbene, men nu er sikkerhedsdragten og gummistøvlerne droppet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Men jeg håber da på et 2021, hvor vi kan mødes igen. Jeg bliver 30 år næste år, så det kunne være vildt fedt at give coronaen fuckfingeren med en stor 30-års fødselsdag ude i haven,« lyder det fra Ulrich.

På den anden side af corona har Ulrich stadig lagre af mad, og han ønsker faktisk at udbygge sit sikkerhedsnet med en stor vandtank på et par tusinde liter.

»Jeg gad godt at gå mere op i det, men det koster jo også. Hvis økonomien tillader det, vil jeg gerne være ekstra godt forberedt til næste gang – som jo nok bliver en klimakrise.«

Andre læser også