»Det er så noget, der gør, at man lige synes, at himlen er lidt mere blå og solen skinner lidt mere.«

Sådan lyder det fra 59-årige Anne Bjerg, der fredag formiddag modtog ikke mindre end 20.000 kroner for, hvad mange odenseanere nok vil sige er noget af en heltegerning.

Det var en storsmilende direktør fra Odense Aafart, der endelig kunne give den rette ejermand sin dusør for at føre Aafarten til deres savnede kanoer.

Direktør Eva Pasgaard efterlyste for godt to uger siden Aafartens 22 kanoer til en værdi af 400.000 kroner, som har stået opmaganiseret et hemmeligt sted i Odense over vinteren.

Men de var altså væk, da man for godt en måned siden skulle finde den frem til sommersæsonen.

Eva Pasgaard slår fast, at der nu er sat et efterforskningsarbejde i gang, som de ønsker at lade politiet tage sig af. Dog er de ret sikre på, at kanoerne er stjålet fra deres opbevaringsted for cikra halvanden måned siden.

»Jamen, jeg så tre trailer med kanoer, der hvert fald ikke hørte hjemme derude. Der er ikke meget vand ude på H.C. Lumbyes Vej i det nordlige Odense, skulle jeg hilse at sige,« fortæller Anne Bjerg, der var på vej til sin fars dødsbo tidligt om morgenen, da hun 07.16 lørdag kontaktede Fyns Politi om kanoerne.

Pengene skal gå til velgørenhed iform af en computer til Anne Bjergs arbejde som formand i Scleroseforeningen i Odense.

»Der har vi altså brug for en bærbar, så jeg kan være formand 24/7, når jeg altså ikke jagter kanoer,« siger hun og griner.

Er der slet ingen nogen af pengene, der skal gå til at forsøde dit eget liv lidt?

»Jooo, det kan da godt være, at jeg køber en bøf til i morgen aften, men der er jo ikke nogen grund til at skvatte med det,« siger Anne Bjerg.

Det er en efterforsker hos Fyns Politi, der torsdag har lyttet båndene fra vagtcentralen igennem og fundet frem til, at det var Anne Bjerg, der først gav politiet tippet, der ledte til kanoerne.

Flere andre borgere ringede dog også til både politiet og Aafarten, men de var minimum otte minuter fra findelønnen, fortæller Eva Pasgaard.