»Der er noget ulighed for loven, som er dybt kritisk, synes jeg.«

Antropolog Laura Louise Heinsen har over tre år undersøgt nogle af konsekvenserne af den nuværende abortgrænse i forbindelse med sin netop afsluttede ph.d

Mere præcist har hun undersøgt, hvordan det går i de sager, hvor gravide kvinder søger om tilladelse til at få en senabort, efter de har overskredet grænsen for fri abort.

Under sit feltarbejde stødte antropologen på en nyere sag om en kvinde, der fik tilladelse til senabort, fordi fosteret manglede en underarm.

»Det bliver jeg pikeret over,« siger Laura Louise Heinsen.

Samtidig er der nemlig kvinder i voldelige forhold, som får afslag på abort.

»Jeg ser en ulighed i systemet.«

»Det problematiske er, at der er kæmpestor forskel på, hvordan man behandler de medicinske sager og de sociale sager,« siger Laura Louise Heinsen.

Antropolog og ph.d. Laura Louise Heinsen har undersøgt den danske abortpraksis over tre år.
Antropolog og ph.d. Laura Louise Heinsen har undersøgt den danske abortpraksis over tre år.
Vis mere

Abortgrænsen ligger i dag ved udgangen af 12. graviditetsuge. Herefter skal man søge en særlig tilladelse til at få abort fra et af regionernes abortsamråd, der typisk består af en overlæge, psykiater og jurist.

Som B.T. tidligere har beskrevet, så bliver stort set alle afslag på abort givet til kvinder, der søger af sociale årsager.

For eksempel blev der sidste år givet afslag til tre kvinder, der søgte om tilladelse til senabort, fordi fædrene til børnene var voldelige. 

En af kvinderne forklarede, at hun havde overskredet grænsen for fri abort, fordi hun havde følt sig truet af manden til at beholde barnet. Men hun fik alligevel at vide af abortsamrådet, at hun ikke måtte få en abort.

Som kontrast til det bliver der stort set aldrig givet afslag på senabort i de såkaldte medicinske sager, hvor fosteret fejler noget.

Og den tendens er kun blevet tydeligere de seneste år, siger antropolog Laura Louise Heinsen.

Grænserne har udvidet sig i forhold til, hvilke handicap der kan give tilladelse til senabort, vurderer hun.

Et eksempel er sagen, hvor en kvinde fik tilladelse til senabort, fordi en scanning viste, at hendes foster manglede en underarm.

Den deforme arm ville efter forældrenes opfattelse være en fysisk begrænsning, der kunne påvirke barnet psykisk og være socialt stigmatiserende.

I første omgang fik kvinden og hendes partner faktisk afslag på deres ansøgning om abort til regionens abortsamråd.

I loven står der, at der skal være tale om en »alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse«, og det er en manglende underarm ikke, mente abortsamrådet.

Det var der egentlig ikke noget nyt i. Også i 2008 fik en kvinde afslag, da hun bad om en senabort med den begrundelse, at hendes foster manglede en underarm.

Men da parret i den nye sag klagede over afslaget, tog historien en drejning.

Abortankenævnet ændrede afgørelsen og gav tilladelse.

»Det vil sige, at ankenævnet i virkeligheden har indført en ny praksis,« siger Laura Louise Heinsen.

Abortankenævnet lagde i tilladelsen vægt på, at kvinden kun var i 13. graviditetsuge, og at den deforme arm efter forældrenes opfattelse ville være et problem for barnet.

»Og så er det, man sidder tilbage og tænker: Okay, hvad med det kriterium om, at det skal være alvorligt?«

Sagen er ifølge antropolog Laura Louise Heinsen udtryk for, at der bliver lyttet mere til kvinderne, hvis de søger om senabort, fordi deres fostre fejler noget, end hvis abortønsket skyldes, at kvinderne har sociale problemer.

»Der er en langt større grad af moraliseren på spil i forhold til abortønsket og abortmuligheden, når fosteret ikke er afvigende.«

Hvorfor?

»En forklaring kan være, at det sunde barn følelsesmæssigt og etisk tillægges mere værdi og derfor behandles som mere beskyttelsesværdigt end det afvigende barn,« siger Laura Louise Heinsen.

Hun bygger sine udtalelser på adskillige interview med de fagpersoner, der behandler kvindernes ansøgninger om senabort.

»Min oplevelse er, at samrådsmedlemmer om de sociale sager kan finde på at sige, at man jo trods alt har 12 uger til at få en abort inden for grænsen. Det bliver sagt som en slags 'come on', hvor mit perspektiv er, at hvis du har været udsat for vold, så er det måske begrænset, hvor meget du kan mærke din krop.«

Laura Louise Heinsen mener derfor, at abortgrænsen bør hæves.

»Så ville vi ligestille gravide kvinders retsstilling og ret til at bestemme over egen krop,« siger hun og understreger, at en højere abortgrænse i hendes øjne bør ledsages af blandt andet styrket støtte og rådgivning til kvinderne

B.T. har bedt om et interview med Abortankenævnet, som har valgt at sende skriftlige svar.

Abortankenævnets presseafdeling skriver, at ankenævnet ikke kan »genkende, at nævnet skulle lægge større vægt på kvindens egen vurdering i medicinske frem for sociale sager«.

Derudover forklarer nævnet, at kvinden, der fik tilladelse til at abortere fosteret med den manglende underarm, ikke var lige så langt i sin graviditet som den kvinde, der i 2008 fik afslag. Kvinden i 2008 var i uge 21, mens kvinden i den nye sag var i uge 13.

Den forklaring køber antropolog Laura Louise Heinsen ikke umiddelbart.

»For alt efter den 12. graviditetsuge skal jo være alvorligt, hvis man tager lovteksten bogstaveligt,« siger hun.

I B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen, kan du høre kommentator Joachim B. Olsen diskutere flere argumenter for og imod at hæve abortgrænsen med Sex og Samfunds generalsekretær, Majbrit Berlau: