Danmarks uofficielle nationalspise skal man ikke pille ved. Det må Lagkagehuset have erfaret, efter de er røget ind i en storm af utilfredse kunder.

Siden Lagkagehuset har overtaget den østjyske bagerkæde Langenæs Bageriet, har kunderne nemlig været stærkt utilfredse med det yderst populære rugbrød, nemlig Aros-rugbrød, der fortsat bliver solgt, men ikke længere har samme smag og konsistens.

En af kunderne, der har studset over ændringen i rugbrødet, er 30-årige Morten Mølgaard Kristensen.

»Første gang jeg fik fat i rugbrødet, efter Lagkagehuset havde overtaget, lagde jeg mærke til, det var anderledes. Før havde Aros-rugbrødet en unik smag. Det var helt mørkt fra malten, der også gav det sødme, og svampet. Men det er det ikke længere,« siger Morten Mølgaard Kristensen til B.T.

Før bageriet skiftede hænder, købte Morten Mølgaard Kristensen ikke andet rugbrød end Aros-rugbrødet. Men nu har han boykottet det helt.

»Jeg blev sur over, at de kalder det for Aros-rugbrød, når det tydeligvis ikke er det samme. At de skruer prisen op, kan jeg leve med, men at de laver om i opskriften uden at oplyse det, er forkert af dem,« siger Morten Mølgaard Kristensen, der bor i Horsens.

For at gøre opmærksom på sin utilfredshed har han kontaktet personalet i Lagkagehuset samt lavet et opslag på Facebook.

Og Morten Mølgaard Kristensen er langtfra den eneste, der har skrevet til Lagkagehuset i forbindelse med deres overtagelse af Langenæs Bageriet. Flere undrer sig over denne ændring.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Lagkagehuset, men kæden har ikke kunnet træffes.

TV2 Østjylland har talt med bagerkæden, der kan berette om en voldsom oplevelse, de har haft med Aros-rugbrødet.

Leder af brand og produkt management hos Lagkagehuset Anne Mette Buus fortæller, at der er stærke følelser på spil hos kunderne.

Den regionale tv-station skriver, at tonen i klagerne har indimellem været hård, og hele balladen kulminerede, da en kunde i voldsom utilfredshed kylede et Aros-rugbrød ind gennem lugen i bageriets drive-in.

Episoden og den indimellem grimme tone fik i december bageriet til at sætte skilte op i butikkerne i Aarhus, hvor de forklarede smagsforskellene i det nye Aros-rugbrød og henviste til, at kunderne ikke klagede til ekspedienterne.

Kunden Morten Mølgaard Kristensen understreger, at han dog ikke er gået så langt i sin kritik af rugbrødet, men han ønsker, at Lagkagehuset ændrer opskriften tilbage til den oprindelige.

Om det sker, hviler dog i det uvisse.

»Vi håber med tiden, at de mange fans af Aros-rugbrødet i Langenæsversionen trods alt vil tilgive os og finde deres nye rugbrødsfavorit blandt de 10 forskellige rugbrødsvarianter, vi har i Lagkagehuset,« siger Anne Mette Buus til TV2 Østjylland.