Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Klokken 12 forventes mindst 150 dyrevenner at samles for enden af Strandkærvej i Ebeltoft med megafoner og plakater med budskabet 'Stop dyremishandlingen på Molslabatoriet'.

Torsdag afholdes der nemlig demonstration ved Molslaboratoriet i håbet om at få myndighederne til at stoppe stedets såkaldte rewildingprojekt, som begyndte i 2016, da heste og kvæg blev sat ud i en indhegning på Mols.

Dyrene fodres ikke, og lige netop det faktum har ført til beskyldninger om, at dyrene sulter og er i dårlig forfatning.

»Vi gør det, fordi vi ikke kan holde ud til at se på de her udsultede dyr vinter efter vinter,« siger Inge Richter Lassen til B.T.

Hun har arrangeret dagens demonstration og er desuden én af de fire aktivister, som i april blev sigtet for at fodre kreaturerne på Molslaboratoriets grønne arealer med hø på trods af, at fodring ifølge skiltning på stedet er forbudt.

Det samme er Dorthe Brauner Jensen, som torsdag ligeledes deltager i demonstrationen.

Dorthe Brauner Jensen håber, at demonstrationen kan være med til at kaste lys over måden, som myndighederne tilser dyrene på.

»Vi har fodret den her vinter, fordi myndighederne ikke har gjort noget, og desværre er der sket det, at vi ikke har set forbedringer,« siger hun og fortsætter:

»Der var et tilsyn 31. januar i år, hvor alt blev godkendt uden anmærkninger, men samtidig har vi billeddokumentation af magre og udsultede dyr, så det stiller stort spørgsmålstegn ved, om tilsynene har været tilstrækkelige,« siger hun.

Ved demonstrationen holder både Inge Richter Lassen og Dorthe Brauner Jensen tale. Desuden vil Venstre-politikeren Klaus Sandfeld sige et par ord.