Det var Lizette Lilleskov Laugesens søn, der opdagede det.

»Det er meget utrygt, at der er nogen, der tilsyneladende hader mig i sådan en grad,« siger hun.

I den lille sjællandske by Fensmark er stort set alle valgplakater med den 56-årige politiker fra Dansk Folkeparti blevet udsat for hærværk.

De hang ellers – sammen med mange andre – i lygtepælene langs hovedgaden, men søndag var der på nogle af dem blevet tegnet »tissemænd« hen over hovedet på Lizette Lilleskov Laugesens ansigt. Andre var blevet udstyret med klistermærker, over ansigt og navn, mens nogle også var blevet bøjet.

Det ringede Lizette Lilleskov Laugesens søn og fortalte, efter at han var kørt forbi.

Især én ting gør, at DF-politikeren kalder det for et personangreb.

»Det er jo tilbagevendende, at DF-plakater bliver behandlet på den måde, og også andre partier, hvor det går ud over alle på en strækning. Men her er det kun mine plakater, det er gået ud over. De er gået specifikt efter mig. Ingen andre er blevet rørt, heller ikke de andre fra Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, der jo også har været ramt,« siger Lizette Lilleskov Laugesen, der stiller op til Region Sjælland og byrådet i Næstved:

»Og de har endda kæmpet for at komme op til mine flere steder, hvor de har hængt øverst i lygtepælene. Er der nogen, der hader mig så meget, selvom de sandsynligvis ikke kender mig, for jeg kan ikke forestille mig, at det er nogen, der kender mig, der har gjort det?«

Lizette Lilleskov Laugesen har også fået et klistermærke for munden.
Lizette Lilleskov Laugesen har også fået et klistermærke for munden.
Vis mere

Hun har derfor anmeldt hærværket på valgplakaterne til politiet.

Påvirker det din lyst til at engagere dig i politik?

»Jeg ville helst sige nej, men en eller anden grænse, når de fleste på et tidspunkt,« erkender Lizette Lilleskov Laugesen.

Kommer man igennem Fensmark i de kommende dage, vil man med selvsyn kunne konstatere, hvordan hærværket på hendes plakater ser ud.

De er ikke taget ned, og det bliver de umiddelbart heller ikke.

»De er der stadigvæk. Jeg har ikke ekstra plakater til lige at skifte ud, for vi har brugt allesammen, og man kan ikke få nye i øjeblikket. Så de får lov til at blive hængende,« siger Lizette Lilleskov Laugesen.

B.T har inden for de seneste uger skrevet om andre politikere, der har oplevet lignende hærværk på deres valgplakater til de kommende kommunalvalg. Ikke mindst er det ved flere tilfælde gået ud over andre kandidater fra netop Dansk Folkeparti – hvilket du kan læse mere om her og her.