»Det er en direkte trussel mod demokratiet!«

Jamie Voldby er rasende over, at hans valgplakater er blevet pillet ned allerede få dage efter, de er kommet op.

Politikeren, der stiller op til både regionsrådsvalget i Region Nordjylland og til byrådet i Brønderslev for Dansk Folkeparti, har oplevet både hærværk mod sine plakater, ligesom flere også er blevet pillet ned.

»Jeg har fået revet plakater ned i Aalestrup, i Sindal og i Aalborg. Det skete også for fire år siden,« siger Jamie Voldby.

I Aalestrup oplevede han i weekenden, at alle hans plakater på hovedgaden var blevet pillet ned. Omkring 20 valgplakater blev efterfølgende fundet i en container bag et supermarked af en af hans kampagnemedarbejdere.

Ifølge Jamie Voldby så er særligt hans parti udsat for disse ugerninger.

»Andre partier bliver også ramt, men særligt Dansk Folkeparti har været udsat. Plakater bliver overtegnet allerede samme dag, de kommer op.«

Og den påstand bakker Jamie Voldbys partikollega Kristoffer Hjort Storm op om. Han sidder i byrådet i Aalborg og oplever hvert år, at hans valgplakater bliver udsat for hærværk.

»Det kan man jo se, når man kører rundt. Vi har altid være yndlingsobjektet for de her vandaler,« siger Kristoffer Hjort Storm.

En af Kristoffer Hjort Storms valgplakater fotograferet 25. oktober 2021.
En af Kristoffer Hjort Storms valgplakater fotograferet 25. oktober 2021.
Vis mere

Men ifølge det aalborgensiske byrådsmedlem er der ikke meget at stille op.

»Hvis jeg ser nogen gøre det, vil jeg selvfølgelig bede dem om at stoppe. Men ellers er det jo ikke meget at gøre,« siger han og fortæller, at han enkelte gange har måttet pille plakater ned, da det, der var blevet skrevet på dem, var for langt over stregen.

For Jamie Voldby, der er 22 år og til daglig arbejder som tekstiloperatør, har det dog en større konsekvens, når hans valgplakater bliver skamferet.

»Jeg er en ung fyr og har et begrænset antal valgplakater. Min økonomi skal jo også kunne holde til det. Hver gang nogen ødelægger en valgplakat, så går det ud over mine muligheder for at komme ind og få indflydelse,« siger DF'eren og understreger, at han har instrueret sine hjælpere i, hvilke regler der gælder, så plakaterne ikke hænger ulovligt.

For ham handler det om, at man skal respektere hinandens holdninger, selvom man er uenig i dem.

»Jeg går jo heller ikke ud og piller plakater ned fra Radikale Venstre eller Enhedslisten, bare fordi jeg er uenig med dem,« lyder det fra DF'eren.

Kommunal- og regionsrådsvalget afholdes 16. november. Det har siden lørdag klokken 12 været tilladt at hænge valgplakater op.