Lørdag var en festdag for kommunale politikere, der endelig måtte begynde at hænge valgplakater op.

Men for den 22-årige Dansk Folkeparti-politiker Christian Bülow tog dagen kort inde i festlighederne en ærgerlig drejning.

»Allerede efter 2-3 timer begynder jeg at modtage billeder af, at mine plakater er overtegnet med overskæg, hagekors og på et af dem er ovenikøbet skrevet 'racist',« siger han.

En oplevelse, der gør ham både vred og ked af det.

Det drejer sig om otte valgplakater på Frederiksberg, der her på valgkampens første dag har været udsat for hærværk.

»At man allerede så tidligt bliver udsat for sådan noget, det synes jeg er helt sindssygt. Hvis det allerede går galt nu, hvordan kommer det så ikke til at gå fremadrettet? Det er både skræmmende og demotiverende,« siger Christian Bülow.

Plakaterne hang i det samme område, men på forskellige gader. Han fortæller i forlængelse heraf, at han har i sinde at politianmelde hændelsen.

»Dem der har gjort det kender mig ikke som person. Og de kender tydeligvis heller ikke mine holdninger, for jeg er hverken racist eller nazist. Jeg føler mig personligt ramt, for det er mit ansigt og mit navn, der står på plakaten,« siger han og fortsætter:

»Når folk skriver sådan om mig, så bliver jeg da nervøs for, at nogen har noget imod mig som person.«

En valgplakat koster cirka 30 kroner. Derfor er det omkring 240 kroner, der nu er gået til spilde.

Plakaterne er blandt andet overtegnet med hagekors, overskæg og ordene 'rasist'.
Plakaterne er blandt andet overtegnet med hagekors, overskæg og ordene 'rasist'. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men det er ikke pengene, det for Christian Bülow handler om.

»Det er frustrerende. Både for mig og for mine venner, der har sat lørdagen af for at hjælpe mig,« siger han.

Hvem der står bag, har den unge politiker ikke nogen idé om. Men han håber, at lørdagens hændelse var en engangsforestilling.

»Jeg håber, at dem der har gjort det, vil tænke sig om. Det rammer hårdt, når ens plakater bliver håndteret på den måde.«