George Olesen er i dag død, 60 år gammel.

Det bekræfter hans kone, Jeanne Olesen, overfor B.T. Dødsårsagen er for B.T. endnu ukendt.

Det var hans gode ven, Jens »The Beast« Dalsgaard, der breakede nyheden på sociale medier, hvor opslaget er blevet mødt med stor sorg i kommentarfeltet.

Det professionelle muskelbundt har tidligere været verdens stærkeste mand og har sat utallige rekorder. Intet mindre end 199 Guinness-rekorder er det blevet til.

De rekorder indebærer blandt andet at have løftet en hjørnesofa med fem personer i én finger, og at have trukket den mere end 10.000 ton tunge Sverigesfærge 6,5 meter, skrev Ugeavisen MidtSyd i forbindelse med hans 60-års fødselsdag i december sidste år.

Derudover har han også optrådt adskillige gange på amerikansk TV, blandt andet i talkshowet »The Tonight Show,« hvor komikeren Jay Leno var vært.

Siden 2009 var han invalidepensionist. Det skete efter, at han i sommeren 2007 blev påkørt i sin bil af en ung billist. Ved ulykken fik han blandt andet revet musklerne i venstre arm over og fik piskesmælds-læsioner, og siden blev han tilkendt en millionerstatning.

På trods af at være 65 procent invalid fortsatte han stadig sine vilde præstationer og vandt så sent som i februar 2020 Danmarksmesterskaberne i vægtløftning i Næstved.

Han efterlader sig en kone og to børn.