Fregatten Niels Juel har i de seneste uger sejlet i Nordatlanten omkring Grønland.
Natten til torsdag var fregatten i aktion, da besætningen kom et norsk sejlskib til undsætning.
Det er Forsvaret selv, der lørdag morgen, løfter sløret for den dramatiske aktion.
‘Sent torsdag aften overhørte besætningen ombord på fregatten Niels Juel en samtale mellem den norske kystvagt og et norsk sejlskib. Sejlskibet var i nød,« skriver Forsvaret.
Sejlskibet, der lå sydvest for Kristianssand i Norge, var begyndt at tage vand ind og de syv ombordværende besætningsmedlemmer bad om assistance.
Da den danske fregat var tættest på, fik besætningen tilladelse til at sejle ind i norsk territorialfarvand og satte straks kurs mod det sejlskibet.
Så snart Neils Juel var fremme begyndte man at lænse vand fra både sejlskibets kabine og maskinrum.
Fem besætningsmedlemmer blev reddet ombord på fregatten, mens de sidste to blev på sejlbåden under aktionen.
»Den hurtige indsats sikrede, at de syv besætningsmedlemmer aldrig kom i alvorlig fare samt at skibet blev reddet fra at synke,« siger chefen for fregatten Niels Juel efterfølgende.
Han roser sin besætning for at have handlet ‘hurtigt, sikkert og effektivt’, indtil den norske kystvagts to skibe nåede frem og kunne redde både besætning og sejlskib sikkert i havn i Kristianssand.