»Lige pludselig kan det føles, som om jeg får en kniv jaget ind i ryggen. Hvis jeg har siddet lidt og forsøger at rejse mig, føles det som om, jeg bliver lammet i skuldrene. Så kan jeg få voldsomt ondt i maven, som nok skyldes alt det medicin jeg tager. Det ene overtager det andet. Jeg får aldrig en pause fra mine smerter.«
I køkkenet sidder Camilla Styrbæk Jensen tålmodigt, og venter på, at hendes mor bliver færdig med at binde hendes sko.
Nu er det tid til, at hunden skal have sele på.
Efter en febrilsk kamp med hunden, selen og de manglende kræfter i underkroppen sender Camilla Styrbæk Jensen et opgivende blik til sin mor, der står ude i gangen og venter.
29-årige Camilla Styrbæk Jensen fra Brovst i det nordlige Jylland lever dagligt med flere diagnoser, end hun kan tælle på fingrene. Så mange, at hun har svært ved huske dem alle sammen. Hun har siden 2018 kæmpet en forgæves kamp med Jammerbugt Kommune for at få førtidspension.
Lad os starte med at spole tiden ni år tilbage. Camilla Styrbæk Jensen har i en alder af 22 år fået en eftertragtet læreplads som berider i Skive Rideklub. Hun er midt i at udleve sin livslange drøm som professionel indenfor ridesporten.
Men hendes krop begynder hurtigt at sige fra.
»Jeg rystede lige så snart jeg stod op, og tårerne de trillede. Jeg gik ind i hestebokse for at kaste op, fordi jeg var så presset. Jeg kunne ikke mere,« siger Camilla Styrbæk Jensen.
Det var her, at det for alvor gik op for hende, at noget var galt med hendes krop. Førhen døjede hun ikke med andet end lidt eksem.
»Jeg skulle bare lige have en kikkertundersøgelse i hoften, og nu sidder jeg med 27 diagnoser.«
Smerterne i hoften var en rullende snebold, der med årene blev større og tog flere og flere diagnoser med sig på vejen. I dag lever hun med en lavine af diagnoser, der gør, at hun fra morgen til aften lever i et smertehelvede uden søvn og socialt samvær.
»Når jeg vågner om morgenen, er det første, jeg tænker, at så skidt kan man ikke have det. Det magter jeg ikke. Det gør ondt i hver en centimeter i kroppen. Og så skal jeg ud at have mine piller og vente på, at de virker. Det tager normalt to timer. For mig er der ikke noget, der hedder en god morgen,« siger Camilla Styrbæk Jensen.
For fire år siden blev Camillas gangdistance målt til 25 meter. Det er den afstand, Camilla dengang kunne gå, før det begyndte at gøre ondt. I dag får hun smerter ved blot at rejse sig op.
»Jeg får aldrig lov til at opleve følelsen af at være fysisk træt i kroppen. Følelsen af at have haft en lang dag og så endelig få lov til at ligge ned får jeg ikke, fordi jeg jo altid ligger ned.« siger Camilla Styrbæk Jensen.
Sundheds- og arbejdsmarkedschef i Jammerbugt Kommune, Jannie Knudsen, svarer følgende på spørgsmålet om, hvorfor Camilla ikke endnu har fået førtidspension:
»I Camillas sag er det således, at Jammerbugt Kommune ifølge lov skal anvende Klinisk Funktion (en regional lægefaglig instans red.). Klinisk Funktion har meldt tilbage i August, at der mangler lægelig dokumentation i sagen for at de kan træffe en afgørelse om Camillas førtidspension. Vi anmodet om at få de lægelige akter fra de fire forskellige instanser. I den her uge har vi fået fra to ud af de fire. Når vi har de svar, vil vi samle det hele og rådføre os med Klinisk Funktion igen og se om Camilla kan få bevilget førtidspension,« siger Jannie Knudsen.
Jannie Knudsen forklarer yderligere, at hun ikke mener, der har ikke været unødige ophold i sagsbehandlingen. Camilla søgte om førtidspension tilbage i 2018.
