Folk advarede hende imod det. Den slags ville hun aldrig kunne klare som ene ung kvinde – endda med et barn. Hele hendes danske familie var døde, også hendes mand.
Og nu skulle hun beslutte sig for, om hun turde blive og kæmpe for den stolte, traditionsrige familievirksomhed, hun havde giftet sig ind i, eller om hun skulle flytte tilbage til Tyskland.
I dag er hun glad for, at hun blev. Og at det mod alle odds er lykkedes hende at holde liv i et fag, der stort set ikke er til at støve op længere.
Margot Erstad er Danmark eneste kvindelige gørtler. Hun er 90 år gammel og har arbejdet i den samme butik i 70 år på M.P. Bruuns Gade i hjertet af Aarhus.
»Her bor en gørtler,« står der på skiltet uden for butikken. Håndværket er flere hundrede år gammelt, men i dag er der efterhånden mange, der ikke ved, hvad en gørtler egentlig er.
Det er en håndværker, der fremstiller og reparerer mindre genstande af messing, kobber, bronze eller andre metaller, for eksempel navneskilte, dørgreb, beslag eller lysekroner.
»Jeg har altid elsket håndværket. At værne om den gode kvalitet og få smukke ting til at leve længere. Selv i dag kan jeg stadig klare det meste selv,« siger Margot Erstad.
Der er travlt i den lille butik. En kunde kommer og køber hatteknager i messing, og en ung kvinde kommer og spørger efter greb til et nyindkøbt skab. Hun har ikke helt styr på målene, så Margot Erstad Pedersen tegner en pædagogisk skitse til hende og beder hende gå hjem og tjekke, om størrelsen passer, inden hun køber noget, hun kunne komme til at fortryde.
En anden kunde spørger, om hun kan reparere en adventsstage fra Georg Jensen, og Margot Erstad lover at gøre sit bedste, hvis hun kommer ind med den på værkstedet.
Nogle gange er kunderne i butikken så snakkesalige, at Margot Erstad venligt er nødt til at sende dem ud ad døren, for hun skal også have tid til at reparere tingene i værkstedet bagved.
Butikken bærer tydeligt præg af en lang og stolt historie. Der er billeder af gaden, fra før Aarhus Hovedbanegård blev bygget, fra dengang, der kørte hestevogne i gaden, og fra den første elektriske sporvogn.
Margot Erstad har loddet, ekspederet, lavet regnskab og kørt ud til kunder i 70 år. Selvom hun er blevet 90, har hun absolut ingen lyst til at gå på pension.
»Selvfølgelig har jeg lidt skavanker her og der. Men jeg er velsignet med gode gener, og så holder det mig rask og glad at have et arbejde, som jeg holder så meget af at stå op til. Hvis jeg ikke havde det, ville jeg nok falde sammen ret hurtigt,« siger hun.
Hun ejer den bygning, butikken ligger i, og bor selv på første sal, mens resten er lejet ud. Gørtleriet er 120 år gammelt, og et sirligt håndskrevet kundekartotek afslører, at der gennem tiden har været mange prominente kunder.
For eksempel leverede gørtleriet en masse håndtag, beslag og lignende, da Marselisborg Slot skulle bygges i 1902, ligesom byens domkirke har været storkunde.
Men i takt med at industrialiseringen for alvor slog igennem – særligt da billig plastik blev allemandseje i 1950erne – lukkede og slukkede gørtlere på stribe. Fra at være et erhverv, der havde en naturlig plads i alle byer, er det efterhånden blevet et håndværk, som kun meget få i dag mestrer.
Margot Erstad kommer oprindelig fra Tyskland og er vokset op i en dansksindet familie på den tyske ø Sild, hvor familien drev et turisthotel. Men familien mistede sit levebrød under Anden Verdenskrig. Margot Erstads far blev sendt til fronten i krig, og hun gik selv i skole under Hitler og undslap kun med nød og næppe at blive en aktiv del af Hitlerjugend.
Margot Erstad blev i 1950 sendt til Aarhus for at være ung pige i huset og havnede netop i gørtlerfamilien. Hun blev hurtigt interesseret i arbejdet i værkstedet og kunne faktisk slet ikke holde sig derfra. Hun gik op og ned ad gørtlersønnen, de blev forelskede, og i 1954 blev de gift i Sct. Pauls Kirke for enden af vejen og tog direkte til det, der dengang hed Fremmedpolitiet, hvor hendes mand skulle skrive under på, at hun aldrig ville komme til at ligge den danske stat til last. Det løfte har hun opfyldt.
Planen havde hele tiden været, at det unge par skulle overtage gørtleriet som tredje generation. Men det skete, noget før de havde regnet med, da begge forældre kort efter døde. Få år efter blev Margot Erstads mand alvorlig syg af kræft, og han døde efter kun otte års ægteskab.
Margot Erstad stod nu alene uden anden familie end sin lille datter. Som kvinde, vel at mærke, hvilket var et noget usædvanligt syn i branchen. Hun stod over for sit livs største beslutning: Skulle hun rejse tilbage til sin familie i Tyskland, eller skulle hun blive og kæmpe for det gørtleri, hun havde giftet sig ind i?
»Du kan tro, der blev snakket meget om det dengang, og folk troede ikke, det kunne lade sig gøre. Det var ligesom ikke noget for en enlig mor. Men jeg troede på mig selv, at jeg var dygtig nok. Og så har jeg altid været stædig anlagt, så jeg gjorde det,« siger hun.
Margot Erstad blev ramt af endnu en stor sorg, da hendes eneste datter døde tidligere på året som 66-årig efter at have været alvorligt syg af ALS.
»Det er helt forkert og helt forfærdeligt, at mit barn dør før mig. Nu har jeg slet ingen familie tilbage i Danmark og kun nogle enkelte slægtninge i Tyskland, som jeg ikke har kunnet besøge længe på grund af pandemien. Så det har været hårdt,« siger hun.
På trods af alle kriser har hun passet sit arbejde i gørtleriet. På mange måder er det det, der giver hende lyst og energi til at stå op om morgenen.
Bag disken i butikken har Margot Erstad klippet et lille skilt ud og hængt op. Der står »Når lysten driver værket«. Det er det mantra, hun lever efter. For så længe hun er glad for det, hun laver, så længe håndværket giver mening for hende, kan hun sagtens holde forretningen – og sig selv – kørende.
Også selvom hun som mange andre forretningsdrivende har været ramt af coronapandemien i form af forhøjede priser, forsinkede vareleverancer og færre ordrer.
Hun står i butikken til klokken 17.30 de fleste dage. Om aftenen laver hun regnskaber og andet administrativt arbejde, vedligeholder ejendommen, og hvis hun sådan rigtigt skal slappe af, læser hun eller løser krydsogtværs.
